REGION SJÆLLAND
MØN
Nedrivning
Vordingborg Kommunalbestyrelse har frigivet 300.000 til nedrivning af den tidligere SFO-bygning på Møn Skoles Hjertebjerg-afdeling og 100.000 kroner til nedrivning af den tidligere SFO-bygning på Møn Skoles Fanefjord-afdeling.
I forbindelse med vedtagelsen af kommunens budget for 2015 og overslagsårene er det besluttet, at skoleklubberne ved skoleafdelingerne i Fanefjord og Hjertebjerg skal flytte fra SFO-bygningerne og ind på de arealer, der også bruges til undervisning, og efter etableringen af nye lokaler på de to skoleafdelinger er der ikke længere brug for de hidtidige SFO-bygninger i skoleregi.
REGION MIDTJYLLAND
HERNING
Renovering af Hjertestien
I forbindelse med etablering af ny klimasø i Lillelund Engpark vil Herning Kommune renovere og opgradere den cirka to km lange Hjertesti i området. Stien opgraderes med enten stenmel eller asfalt af hensyn til færdslen og tilgængeligheden for handicappede i området.
Forvaltningen indstiller, at der laves en fast belægning med asfalt på Hjertestien, og at hele projektet søges etableret i 2017 under hensyntagen til Herning Vands færdiggørelse af øvrige projekter i Lillelund Engpark. Den indstilling tiltrådte Teknik- og Miljøudvalget forleden.
Opgraderingen af Hjertestien vil anslået koste 999.000 kroner, skønner forvaltningen.
RØNDE
Opsætning af antennemast
Udvalget for natur, teknik og miljø i Syddjurs Kommune har meddelt dispensation til opstilling af en 18 meter høj antennemast på Søren Møllersvej 8, Følle Strand, Rønde. Det er Røndesnet/Egnsnettet, som i flere år har haft en sender på adressen, der ansøger om at opsætte masten. Den nuværende konstruktion bevirker, at der kun kan sendes med en hastighed på maksimalt otte Mb download og fire Mb upload. Den nuværende hastighed er ikke længere tidssvarende, og derfor ønsker Røndesnet at øge hastigheden, og til det kræves der en mere stabil mast.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Rønde, Herning og på Møn