Der kører et "tog" gennem det nye Herlev Hospital. Et håndværkertog, der bare bliver mere og mere rutineret. Den nye akutmodtagelse og det nye kvinde-barn-center på Herlev Hospital - der udgør den 60.000 kvm store udvidelse - tager form. Afsnit for afsnit, hvor gulv og vægge lige nu er ved at blive lagt med forbløffende fart i den cirkelrunde tilføjelse til et af Københavns travleste sygehuse.
Lige nu arbejder lidt over 100 0på byggepladsen.
- Og vi får mange flere håndværkere om et halvt til trekvart år. På det tidspunkt kommer der flere sjak end dem, vi ser i dag. Når det kører på det højeste vil der være omkring 500. Siden vi startede i november-december 2015 har der i råhusbyggefasen været 125 i gang på byggepladsen, siger Jesper Myhr, arkitekt og projektleder i byggeafdelingen på Herlev Hospital.
Udvidelse af ikonisk sygehus
Han viser velvilligt og med stor faglig kompetence rundt på den enorme byggeplads, ved et af Danmarks største sygehuse. Udvidelse af et ikonisk hospital, indviet i 1976 efter en byggeperiode på ti år, er en udfordring både arkitektonisk, teknisk og miljømæssigt. Som Danmarks højeste bygning på 120 meter, fordelt på 25 etager, har arkitekterne fra Henning Larsens tegnestue haft noget at leve op til.
- Projektet opfylder 2020-kravene energimæssigt. Det har været en væsentlig parameter i projektet. Nybyggeriets markante arkitektur, med cirkulære bygninger oven på kvadratiske basebygninger i to etager stiller også udfordrende krav til udførelse og konstruktioner, siger Jesper Myhr.
Ikke mindst den 2,1 meter høje stålringbjælke, som skulle løftes på plads med millimeters nøjagtighed, siger projektlederen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Heldigvis arbejder vi sammen med de bedste: NCC har stået for råhuset, og facaden er i gode hænder hos HShansen, som er en af Danmarks største facadeentreprenør, så det kører meget professionelt. Og på apteringsdelen har vi et fint samarbejde med MT Højgaard, fortæller Jesper Myhr.
Han understreger vigtigheden af, at alle håndværkere kommer på sikkerhedskursus.
- Det er afgørende for Region Hovedstaden. Alle, der skal arbejde på pladsen, kommer i løbet af de første fire dag på kursus. Det er en meget stor byggeplads, der forandrer sig fra dag til dag, og næste dag er der måske spærret hvor der var åbent i går. Vi har naturligvis også adgangskontrol, så man præcist ved, hvem der er på pladsen, så der bliver ikke sprunget over hvor gærdet er lavest, siger Jesper Myhr til Licitationen.
Mens han engageret fortæller om de nye adgangsveje fra nyt til gammelt, om de nye sengestuer, hvor vinderne som noget nyt kan åbnes, og om den nyeste passive solafskærmning, der kommer til at tage noget af indstrålingen, har vi bevæget os op på taget af den nye akutmodtagelse.
- Her kan man se sammenhængen mellem det eksisterende hospital og det nye. Vi er ved at få renset og sandblæst den gamle bygning, så den igen fremstår i den hvide beton, den blev bygget i. Også på det punkt bliver der en forbindelse mellem det gamle og det nye, fortæller han.
Og så er der tænke på udsigten:
- Taget på det nye bliver "den femte facade", og vi har været meget omhyggelige med, at det også ser godt ud fra det gamle hospitalstårn ved siden af. Vi bevarer på de nye tage det runde udtryk, som også bygningen har, da det ellers ville kunne skabe lidt uorden i arkitekturen. Derudover får patienter, personale og besøgende i det gamle høje sengetårn fin udsigt til grønne tage, baseret på sedum (stenurt, red.), siger Jesper Myhr, der er en nøjagtighedens mand. Og inde i detaljerne. Mens vi kigger ned over byggepladsen og parkeringsarealet, fortæller han, at der i det nye parkeringshus bliver plads til 525 biler.
Nyt sygehus bygges med millimeters nøjagtighed
VIDEO: Projektlederen for udvidelsen af Herlev Hospital glæder sig over, at byggeteamet samarbejder med de bedste