Johnny Hey virker som en mand, der er glad for målsætninger. Det gælder ikke kun for Bravida-forretningen.
Når han fortæller om sin interesse for langdistanceløb, handler det ikke om de 12 maraton, han allerede har gennemført, men om det trettende, der venter forude.
- Mit næste mål er London, som er den sidste af de seks majors (store, prestigefyldte løb, red.), jeg ikke har løbet, fortæller Johnny Hey, adm. direktør i Bravida.
De fem andre såkaldte majors foregår i Tokyo, Boston, Berlin, Chicago og New York City.
Opgraderet fra kronprins
Johnny Hey har siden april været adm. direktør for teknikentreprenøren Bravida, efter den tidligere topchef Bent Andersen stoppede på grund af sygdom. Og den afgåede leder efterlader et flot eftermæle efter ti år i spidsen for Bravida Danmark. Virksomheden har lagt krisen bag sig, og siden 2013 er omsætningen steget med over 50 procent.
Det er sket uden at svække indtjeningsevnen, som i perioden 2013-2016 har ligget stabilt på de fem procent, hvilket ingen af landets andre teknikentreprenører kan hamle op med.
Det virker dog ikke til at skræmme den 50-årige Johnny Hey at skulle fylde skoene ud og stå i spidsen for Bravida, som fra koncern-niveau arbejder med en strategi på ti procents årlig vækst.
Tværtimod virker det, som om han glæder sig.
- Jeg har i ti år været med til at bygge afdelingen i Vestdanmark op, og for mig virkede det her som et naturligt næste skridt. Da jeg startede i Aarhus lå omsætningen på 400 mio. kroner, og nu ligger den på 850 mio. kroner. Det må siges at være en opadgående kurve, og det skulle også gerne ske her, siger den adm. direktør.
Johnny Hey arbejdede som regionsdirektør for Bravidas Region Nord med base i Aarhus fra 2007 og frem til forfremmelsen i april i år.
Et ben i smilets by
Netop Aarhus fylder stadig meget i hans liv. Johnny Hey er født og opvokset i bydelen Tranbjerg i den sydlige del af Danmarks næststørste by, og han vil fortsat have det ene ben i Aarhus, selvom mere tid kommer til at foregå i Bravidas hovedkontor i Brøndby.
Han er fortsat en del af oldboys-holdet på Tranbjergs fodboldhold. Den midtjyske dialekt hænger også ved, og selvom Bravida både sponsorer AGF og Brøndby i den danske Superliga, er han ikke bange for at vælge side.
- Det er begge to gode fodboldhold, men AGF er trods alt favoritholdet, siger han.
Johnny Hey beskriver sig selv som et udpræget konkurrencemenneske, og foruden fodbold og løb har han også dyrket håndbold, karate og golf.
Konkurrerer på bundlinje
Og når det kommer til arbejdet som direktør kommer konkurrencegenet og et resultatorienteret tankesæt ham til gode.
- Der hersker i Bravida, i hvert fald på ledelsesplan, en lidt hård tone. Din evne til at lave økonomiske resultater fylder rigtig meget, og hvis ikke man leverer, får man ikke den samme taletid. Det trives jeg med, og det er nok også en af grundene til, at er adm. direktør i dag, siger han.
På sigt er det dog et miljø, som Bravida kommer til at arbejde med under hans ledelse, så andre kriterier kommer til at fylde mere, når præstationer vurderes.
- Vi skal stille og roligt have andre ting som arbejdskapital og kundetilfredshed til at fylde mere, uden at det går ud over evnen til at tjene penge, siger han.
Topchef på jagt efter mere
Bravidas nye adm. direktør Johnny Hey trives i konkurrenceprægede miljøer. Hvad enten det er i ledelsesgruppen eller i jagten på en bedre gennemsnitstid som maratonløber