23948sdkhjf

Kemp & Lauritzen kommer ud med stort underskud

Direktørskifte, udfordringer med ny strategi og store tab i Jylland bidrager til en rød bundlinje i 2016

Kemp & Lauritzen A/S kommer efter et år med turbulens i organisationen ud med store skrammer i 2016.

Teknikentreprenørens bundlinje tager et ordentligt dyk fra et overskud på 42 mio. kroner i 2015 til et minus på 40 mio. kroner, og året bliver også beskrevet som meget utilfredsstillende i ledelsen.

Og hvad er der så gået galt?

Bestyrelsesformand Boris Nørgaard Kjeldsen nævner flere årsager til tilbagegangen.

Chefskifte midt i strategi
2016 var det store år for implementeringen af Kemp & Lauritzens nye strategi, som blev lanceret i 2015 og af virksomheden selv kaldet den største og mest ambitiøse nogensinde. Derfor gav det store udfordringer, da adm. direktør Allan Jørgensen afleverede sin opsigelse midt på året for i stedet at skifte til vindues- og dørkoncernen Dovista Gruppen.

- Det er altid en udfordring at erstatte en adm. direktør, men det ramte ekstra hårdt, fordi vi var i fuld gang med implementeringen af vores nye strategi, som vi satte i gang i 2015, siger Boris Nørgaard Kjeldsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Økonomidirektør Tue Sjøntoft er konstituerende adm. direktør, indtil den tidligere Lindpro-chef Peter Kaas Hammer tiltræder hos Kemp & Lauritzen den 1. august.

Ny forretningsstruktur
Kemp & Lauritzen igangsatte i 2015 en ny strategi, der blandt andet indeholder en ny forretningsstruktur:

De fagopdelte afdelinger inden for el, vvs og ventilation er opløst

I stedet har teknikentreprenøren nu afdelinger inden for tekniske entrepriser, tekniske huse (service) og specialiseringer

Entreprise og service går ned
Selve strategien er heller ikke forløbet som planlagt. Den omfatter kort fortalt en omlægning af forretningsstrukturen i Kemp & Lauritzen. Fra at opdele afdelingerne i fagområder som el, vvs og ventilation er virksomheden gået over til en struktur inddelt efter ydelsestype, så virksomheden nu har afdelinger inden for tekniske entrepriser, tekniske huse (service) og specialiseringer.

- Det har taget længere tid end forventet at få organisationen rustet til at arbejde op den nye måde, og vi må erkende, at vi ikke har haft den fornødne kompetence til at håndtere alle de projekter, vi havde taget ind. Og det har krævet justeringer undervejs, som også sætter sine spor på bundlinjen, fortæller bestyrelsesformanden.

Kemp & Lauritzen foretog i 2016 store nedskrivninger på en række store projekter i Jylland, og afdelingen for teknikhuse, der primært dækker serviceopgaver, gav heller ikke den forventede indtjening. Det fik blandt andet den konsekvens, at direktøren for teknikhuse blev afskediget i efteråret. Han er siden blevet erstattet internt.

Mens entreprise- og serviceafdelingerne kostede på bundlinjen, så leverede specialeområdet, der indeholder projekter inden for pharma, petrokemi og brandsikring, et positivt resultat. Kemp & Lauritzens to svenske datterselskaber KL Interessenter AB og Venair AB sluttede også året i plus med omsætning og resultat som forventet.

Mens 2016 endte med røde tal, så er status i øjeblikket, at Kemp & Lauritzen er foran budgettet i 2017 og forventer at komme ud med et overskud på 50-60 mio. kroner.

Kemp & Lauritzen A/S
Mio. kroner 2016 2015
Nettoomsætning 2.365 2.503
Bruttoresultat 1.031 1.075
Driftsresultat -39,4 43,3
Resultat før skat -39,9 41,8
Årets resultat -32 28,9
Egenkapital 272 325
Antal medarbejdere 1.986 1.960
Regnskabet blev afsluttet den 31. december 2016

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125