REGION HOVEDSTADEN
GLOSTRUP
Udbygning af ældrecenter Dalvangen
Miljø- og Teknikudvalget i Glostrup Kommune så forleden på et forslag til Lokalplan HL21 - Ældrecenter Dalvangen, som er udarbejdet for at muliggøre en udvidelse af ældrecentret. Udvalget besluttede at anbefale, at forslaget godkendes og fremlægges i offentlig høring. Lokalplanen vil give mulighed for en opførelse af en tilbygning på cirka 2.500 kvm og op til cirka 1.500 kvm andet byggeri.
GLOSTRUP
Byggeri ved Egeparken
Glostrup Kommune har modtaget et nyt projekt til erstatning for det tidligere godkendte vinderprojekt på ejendommene beliggende Stadionvej 82 og 90 ved Egeparken. For at projektet kan opføres, skal der dispenseres fra lokalplanen, og Glostrup Kommune skal give samtykke til, at ejendommene overdrages i ubebygget stand, hvorfor sagen forelægges Glostrup Kommunalbestyrelse.
Den potentielle køber er Bonova Danmark A/S, som planlægger at opføre en åben parkbebyggelse med punkthuse i fire etager med forskydninger/nicher i facaden og med tagterrasser ud for penthouseetagerne. Der er åbne grønne arealer omkring punkthusene. Bebyggelsen består af 4.998 kvm, og boligerne indrettes i størrelser fra 79 til 140 kvm.
Center for Miljø og Teknik indstiller, at projekt og overdragelse af ejendommene godkendes, og at de nødvendige dispensationer fra lokalplanen gives.
KØBENHAVN
Ikea varehus
Lokalplanen, som skal bane vej for et nyt Ikea varehus på Kalvebod Brygge indstilles nu til endelig vedtagelse. I første omgang tager Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune stilling på mandag.
Ikea ønsker at etablere et varehus på Kalvebod Brygge ved Dybbølsbro og har indgået aftale med to andre aktører, der ønsker at bygge henholdsvis et hotel og ungdomsboliger (Kaktushusene) som en del af det samlede projekt.
Lokalplanforslaget med tilhørende kommuneplantillæg blev godkendt i Borgerrepræsentationen i april 2016 og den efterfølgende høring har givet anledning til ændringsforslag, der har været i supplerende høring hos de berørte grundejere i denne måned, og det har givet anledning til at foreslå yderligere enkelte ændringer. Desuden tages der højde for udformning af udvidelsen af Dybbølsbro.
Lokalplanen fastsætter en maksimal bebyggelsesprocent på 185 svarende til et etageareal på cirka 74.000 kvm, hvoraf Ikea-varehuset udgør cirka 37.000 kvm. På taget af varehuset anlægges et offentligt tilgængeligt grønt byrum.
REGION SJÆLLAND
ST. KARLEBY
Boliger i driftsbygning
Ejeren af ejendommen Østervang 3-5, St. Karleby har forespurgt Lejre Kommune om muligheden for at indrette tre boliger i en del af en overflødiggjort driftsbygning.
Et flertal i Udvalget for Teknik og Miljø i Lejre Kommune er positive overfor ansøgningen. Ansøgningen sendes i nabohøring, og hvis der ikke er væsentlige bemærkninger fra naboerne, kan en tilladelse meddeles af administrationen.
KIRKE HYLLINGE
Opførelse af 60 almene boliger
Arkitektfirmaet Pluskontoret har på vegne af Lejre-Bramsnæs Almennyttige Boligselskab udarbejdet et skitseoplæg til almene boliger ved Ryttergården i Kirke Hyllinge, og der skal nu udarbejdes lokalplan med udgangspunkt i projektet. Det godkendte Udvalget for Teknik & Miljø i Lejre Kommune forleden.
Der er lagt op til at skabe en boligafdeling på cirka 4.086 kvm fordelt på 60 boliger i tæt-lav bebyggelse. Boligerne opføres i størrelser fra cirka 55 kvm til cirka 115 kvm.
HVALSØ
Opførelse af 69 almene boliger
Arkitektfirmaet Vandkunsten har på vegne af Boligselskabet Sjælland udarbejdet et skitseoplæg til almene boliger ved Hyllegården i Hvalsø. Skitseforslaget skal sammen med administrationens vurdering danne grundlag for en kommende lokalplan, besluttede Udvalget for Teknik & Miljø forleden.
Projektforslag lyder på opførelse af ni boliger på 45 kvm, 10 boliger på 65 kvm, otte boliger i et plan på 85 kvm, 12 boliger i to plan på 85 kvm, otte boliger i et plan på 100 kvm, 12 boliger i to plan på 100 kvm og 10 boliger i to plan på 115 kvm - I alt 69 boliger.
Bebyggelsen udformes som rækkehuse i primært en og to etager. Rækkehusene bliver placeret i syv klynger omkring et fælles gårdrum, og bebyggelsen opføres som lavenergibyggeri 2020 med anvendelse af vedligeholdelsesfrie og allergivenlige materialer.
SOLRØD
Klubfaciliteter i Solrød Idrætscenter
Solrød Byråd skal på sit møde på mandag godkende etablering af klubfaciliteter i Solrød Idrætscenter og som følge heraf ombygning af lokaler i Solrød Idrætscenter og på Solrød Bibliotek. Det er i hvert fald, hvad administrationen indstiller. Byrådet bliver bedt om at frigive 1,2 mio. kroner til projektets første etape.
Etableringen af fælles klubfaciliteter i Solrød Idrætscenter imødekommer de mange foreningers ønsker om bedre vilkår for foreningsaktiviteter for borgerne og det frivillige arbejde.
REGION SYDDANMARK
BRAMMING
Bygningsfornyelse
Rosendal Ejendomsselskab ApS har søgt Esbjerg Kommune om at komme i betragtning til bygningsfornyelsestilskud til renovering af ejendommen Jernbanegade 16 i Bramming.
Bygningen, der tidligere har huset "Den lille bager", indeholder både bolig og erhverv. Ejer har for nylig købt ejendommen med henblik på at omdanne erhvervsdelen til ejerlejligheder, herunder en særskilt lejlighed i den tilbygning ud mod Jernbanegade, der hidtil har udgjort bagerbutikken.
Esbjerg Byråd har valgt at imødekomme ansøgningen, således at der træffes byfornyelsesbeslutning for ejendommen betinget af, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen imødekommer kommunens ansøgning om tre mio. kroner fra den særlige bygningsfornyelsesramme.
Ejer af ejendommen har fået tilsagn om et byfornyelsestilskud på 480.152 kroner.
REGION MIDTJYLLAND
GYLLING
Ombygning af Gylling Skole
Odder Kommune har afsat tre mio. kroner til ombygnings- og renoveringsarbejder på Gylling Skole & Børnehus på budgettet for i år. Pengene, der nu søges frigivet, skal blandt andet bruges til etablering af et ekstra klasselokale, etablering af ventilation, renovering af hjemkundskabslokale og renovering og ombygning af omklædningsfaciliteter, der deles af skole og fritidsbrugere.
Arbejdet skal ifølge planerne udføres i perioden fra sommerferien til efteråret i år.
REGION NORDJYLLAND
GL. HASSERIS
Opførelse af rækkehuse
Aalborg Byråd har godkendt kommuneplantillæg 3.017 og Lokalplan 3-3-110 Boliger, Byengen, Hasseris endeligt.
Formålet med planerne er at fastlægge rammerne for en ændret byggemulighed for et boligområde i den sydlige del af Gl. Hasseris.
Lokalplanområdet skal primært anvendes til boligformål og åbner mulighed for at opføre 24 rækkehuse.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Glostrup, København, St. Karleby, Kirke Hyllinge, Hvalsø, Solrød, Bramming, Gylling og Gl. Hasseris