23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Direktør i boligselskab: Der er brug for flere lejeboliger

Slagelse Boligselskabs direktør peger på behov for nye almene boliger

Syv udbud er ude med boligselskaber som afsender, hvor det lige nu er muligt at melde interesse ind. Det viser en opgørelse, Licitationen - Byggeriets Dagblad har lavet.

Det er forskellige boligselskaber, der står bag de syv udbud. Et af dem er Slagelse Boligselskab, der er ude med et totalentrepriseudbud på en ny afdeling.

Og netop nye boliger er der et stort behov for, fortæller boligselskabets direktør, Arne Juul.

- Jeg tænker, at der er brug for langt flere lejeboliger - også i Slagelse - end dem, der bliver bygget pt., siger han.

Han peger især på et stort behov for ungdomsboliger i netop Slagelse og understreger, at boligselskabet generelt oplever lange ventelister.

- Vi kan se, at vores venteliste tilnærmelsesvis er eksploderet de senere år, oplyser han.

Men hvorfor bliver der så ikke bygget mere?

- Det er en politisk afgørelse, om man vil prioritere at bygge alment, siger han og fremhæver, at kommunerne yder grundkapitallån.

Entreprise til 150 mio. kroner
Når det gælder boligselskabets udbud, så er der tale om en totalentreprisekontrakt på opførelse af 126 almene boliger og et fælleshus, som skal udgøre boligselskabets afdeling 33 kaldet "Engdraget".

Boligselskabet har indgået en forhåndsaftale om køb af et grundstykke i det nye boligområde "Tidselbjerget" i Slagelse, hvor de vil opføre boligerne henvendt til primært fire målgrupper.

Det gælder unge nyetablerede, stærke singler, seniorer og engagerede familier, som kan være med til at skabe "en positiv bosætningsudvikling i området", lyder det i prækvalifikationsmaterialet.

Boligerne grupperes i seks boliggrupper omkring grønne uderum.

En stor del af det eksisterende engdrag bevares som fælles friareal for hele bebyggelsen, der udføres som toetagers rækkehuse med små forhaver, lyder det.

Totalentreprisen har en anslået værdi af 148,6 mio. kroner, og der ventes ifølge Arne Juul prækvalificeret fire aktører.

Han oplyser, at planen er, at de prækvalificerede er på plads i midten af juni, og at de skal aflevere tilbud 11. august.

Vinderen ventes fundet 14 dage efter, men da der skal politisk godkendelse på tale, ventes den endelige afgørelse først at falde i midten af september, fortæller han.

1. oktober er det planen, at byggemodningen, som udbydes separat, går i gang, og fra 10. februar 2018 får totalentreprenøren adgang til det byggemodnede område.

Opgaveaflevering sker i tre etaper, hvor det sidste skal være på plads i foråret 2019, fortæller han og oplyser, at boligforeningen ikke har andre udbud på vej.

Arne Juul understreger desuden, at boligselskabet - som følge af de lange ventelister - forventer at få udlejet boligerne i Engdraget ganske hurtigt.

- Det kommer til at gå meget, meget stærkt, siger Arne Juul, der forklarer den stigende efterspørgsel på lejeboliger med, at danskerne er blevet mere mobile og derfor tænker i mere fleksible boligrammer.

Også renoveringsfokus
Arne Juul oplyser desuden, at Slagelse Boligselskab også har fokus på renovering.

Boligselskabet har inden for de seneste fem år gennemrenoveret en fjerdedel af deres boligmasse for en halv mia. kroner.

- Det var det store træk for vores selskabs vedkommende, siger han og oplyser, at de nu er i gang med at kigge på renoveringsbehovet i selskabets yderligere afdelinger.

Her går de ikke efter renoveringsstøtte fra Landsbyggefonden men vil forsøge med egenbetalingsløsninger, fortæller han.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.078|instance-web01