Hver måned sender boligselskaber landet over projekter i udbud.
Det viser en opgørelse, som Licitationen - Byggeriets Dagblad har foretaget.
Opgørelsen, der går tilbage til marts 2015, viser, at der lige nu er syv udbud ude med boligselskaber som afsender, hvor der fortsat kan bydes interesse ind på.
Der er tale om såvel et totalrådgiverudbud som fire totalentrepriser om nybyggeri og en hovedentreprise samt et fagentrepriseudbud om renovering.
Hos Dansk Byggeri er man lidt overrasket over, at der blandt de syv især er tale om nybyggeriudbud.
- Det overrasker en lille smule, fordi der helt klart er et stort renoveringsbehov blandt boligselskaberne. Det behov så jeg gerne blive løftet, siger Maria Schougaard Berntsen, konsulent i arbejdsgiver- og brancheorganisationen, med henvisning til Landsbyggefondens renoveringsramme.
Som boligselskab har man mulighed for at søge Landsbyggefonden om støtte til renoveringer, der ligger ud over almindelige vedligeholdelsesopgaver.
Og den mulighed bliver udnyttet til fulde, påpeger hun. Boligselskaberne gør nemlig brug af alle pengene i Landsbyggefondens ramme. En ramme, som er faldene, hvilket gør, at "sindssygt mange boligselskaber står i kø".
- Der er ingen tvivl om, at renoveringsbehovet er større end de syv udbud, siger Maria Schougaard Berntsen.
- Vi så gerne, at Landsbyggefondens renoveringsramme kom op på niveau igen, supplerer hun.
Hun påpeger, at rammen traditionelt har fuldt konjunkturerne, men at bygninger uanset bliver nedslidt over tid, og at man ser store effekter ved at gennemføre gennemgribende renoveringer.
Færre ønsker opfyldt
At Landsbyggefondes støtteramme til renoveringer bliver udnyttet fuldt ud, og at støtterammen er faldende, bekræfter Landsbyggefonden over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Birger R. Kristensen, sekretariatschef i Landsbyggefonden, oplyser i den forbindelse, at støtterammen fastlægges af Folketinget.
I 2017 er den på 2,6 mia. kroner, men da byggekrisen var på sit højeste, var den oppe på 11 mia. kroner.
Der er tale om et system, hvor man løbende kan sende ansøgninger om renoveringsstøtte ind, og hvor Landsbyggefonden løbende giver tilsagn, oplyser han og påpeger, at der grundlæggende er et behov for støtten, og at Landsbyggefonden har lavet rapporter om fremtidens renoveringsbehov - senest i 2014.
Han fortæller, at mængden af ansøgninger har været nogenlunde konstant i en årrække, men at Landsbyggefonden i 2011, 2012 og 2013 har kunnet opfylde flere ønsker om støtte, end de er i stand til i dag, eftersom bevillingsrammen er lavere nu.
I 2016 gav de tilsagn om 4,2 mia. kroner i støtte, og herudover er der en ansøgningsmasse svarende til cirka 92.000 boliger og godt 23,6 mia. kroner her i 2017.
Behov for nybyggeri
Ansøgningsmassen er overført til 2017-bevillingsrammen og de kommende år, hvor den samlede nuværende tilsagnsramme for 2017-2020 udgør cirka 10 mia. kroner.
- Der er altså manglende bevillingsmuligheder på 13,6 mia. kroner, siger Birger R. Kristensen.
Hos interesse- og brancheorganisationen BL - Danmarks Almene Boliger peger man på, at puljen på 640 mio. kroner til billige almene boliger, som kom på banen med den seneste kommuneaftale, kan spille ind på, at der især er tale om nybyggeriudbud.
Det fortæller direktør Bent Madsen.
Og at der bygges nyt, er der også behov for, påpeger Maria Schougaard Berntsen.
- I byerne - især omkring Aarhus og København - er der behov for at bygge nyt, fortæller hun.
Ifølge Dansk Byggeris tal er der frem mod 2025 generelt brug for cirka 14.500 boliger i Aarhus og cirka 41.000 boliger i København og Frederiksberg Kommune.
Boligselskaber planlægger nybyggeri trods kæmpe renoveringsbehov
Lige nu er der syv udbud ude med boligselskaber som afsender, hvor der fortsat kan bydes interesse ind