REGION NORDJYLLAND
HOBRO
Rundkørsel
Erhvervsvirksomheder og andre interessenter i Hobro nord har stillet forslag om en ændret placering af den planlagte rundkørsel ved Aalborgvej/Ny Hadsundvej. Formålet er at tilvejebringe en mere hensigtsmæssig arealdisponering og vejbetjening i området.
Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune drøftede forslaget forleden og godkendte, at anlægsarbejdet sendes i udbud efter den nye østligere løsning med den ændring, at der ikke etableres ny nordgående vej. Rundkørslen forberedes for nye ben mod henholdsvis Aalborgvej og eventuelt nyt erhvervsområde.
REGION MIDTJYLLAND
ODDER
Trafiksikring
Odder Kommune vil etablere hastighedsdæmpende tiltag på Snærildvej i Odder by. Vej & Park opsætter i denne uge seks dobbelte forsætninger på strækningen. Disse er prøveopstillinger, der opsættes for at sikre, at de endelige forsætninger opstilles på de bedst egnede steder, uden at genere naboerne til vejen væsentligt. De faste forsætninger opstilles i uge 23
REGION SYDDANMARK
ODENSE
Byggemodning af erhvervsareal
Odense Kommune har modtaget flere konkrete henvendelser om køb af mindre erhvervsarealer på Herluf Trolles Vej. Et salg af mindre arealer kræver dog, at området byggemodnes med anlæg af et vejareal.
By- og Kulturforvaltningen foreslår, på baggrund af et indkommet tilbud, at erhvervsarealet ved Herluf Trolles Vej byggemodnes, og det blev godkendt at By- og Kulturudvalget i Odense forleden.
Byggemodningen omfatter anlæg af cirka 250 meter vej, som afsluttes i form af et "hammerhoved".
Udvalget frigav samtidig en anlægsbevilling på 2,9 mio. kroner til byggemodningen.
EJBY
Områdefornyelse
Middelfart Kommune har i de seneste par år arbejdet med områdefornyelse i Ejby bymidte. Arbejdet er nu så langt, så der er behov for at igangsætte arbejdet med ny lokalplan for midtbyen.
Forvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget på sit møde på mandag godkender, at lokalplanlægningen for Ejby bymidte igangsættes, og at lokalplanlægningen tager udgangspunkt i den godkendte områdefornyelsesplan for midtbyen.
Intentionen er at gøre den centrale del af hovedgaden mere attraktiv og skabe et bedre grundlag for fremtidig bosætning og udvikling af centerområdet i Ejby.
REGION SJÆLLAND
NÆSTVED
Spang og platform
Næstved Kommune har i 2017 et samlet budget på 350.000 kroner til projekter i forbindelse med Grøn Plan, hvoraf 40.000 kroner er hensat til gadekær.
Teknisk Udvalg besluttede forleden, hvordan de 310.000 kroner på 2017-budgettet skal bruges. 100.000 kroner bruges på etablering af spang og platform til at se på fugle ved Glumsø Sø, 10.000 kroner gives til faldunderlag til Folkeskovens FrivilligLaug, og 200.000 kroner går til Enø Feriekoloni samt fjernelse af tang.
Det er ansøger - for eksempel lokalråd, bylaug og lignende foreninger - som er ansvarlige for den fremtidige vedligeholdelse af de faciliteter, der etableres for Grøn Plan-midler. ler.
NÆSTVED
Fjernvarmeforsyning
Næstved Varmeværk har søgt Næstved Kommune om godkendelse af et projektforslag for fjernvarmeforsyning til lokalplanområde 044 Skyttemarken.
Inden der træffes afgørelse i sagen, skal projektforslaget i fire ugers høring, hvilket Teknisk Udvalg sagde god for forleden.
Projektet indebærer anlæg af fjernvarmeledninger i Skyttemarken med henblik på forsyning af kommende boliger i området fra 2018.
REGION HOVEDSTADEN
GILLELEJE
Anlæg af ny vej
Gribskov Kommune planlægger at anlægge ny vej mellem Græsted og Gilleleje. Både Plan- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget har besluttet at anbefale, at der udarbejdes VVM-redegørelse for anlægget. VVM-redegørelse kan forventes at være klar til høring primo 2018.
SLAGSLUNDE
Etablering af BMX-bane
En gruppe borgere fra Slagslunde har oprettet en BMX-forening, som ønsker at etablere et nyt BMX-anlæg på et areal ved skolen i Slagslunde.
Den samlede udgift er opgjort til 642.000 kroner, som p.t. søges finansieret via fonde, lokale sponsorer og Slagslunde og Buresø Landsbylaug. Slagslunde BMX-klub vil selv stå for drift og vedligehold af banen.
Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal Kommune besluttede forleden, at projektet skal indgå i det lokalplanforslag, der er ved at blive udarbejdet for hele området.
Lokalplanen forventes vedtaget i slutningen af 2017.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Hobro, Odder, Odense, Ejby, Næstved, Gilleleje og Slagslunde