Nordens højeste tårn er på vej. Det store projekt med planlagt placering i Nordhavnen i København bærer navnet H.C. Andersen Adventure Tower.
I tilknytning til en forlystelses- og oplevelsesparken med rod i eventyrfortællerens univers, er det planen at bygge et vartegnsbyggeri på måske 280 meter med op til 75 etager, tegnet af BIG.
De to projektudviklere Kurt Immanuel Pedersen og John Christensen vil dermed skabe en markant, kreativ arkitektonisk ejendom med boliger, hotel, forretninger og observationstårn ved indsejlingen til København.
Og samarbejdspartnerne er ikke hvem som helst: Landskabsarkitekterne Sla, Deloitte, Kab, Rambøll, Züblin, Forrec, Eca og altså stjernearkitekten Bjarke Ingels.
Enestående projekt
Arkbyg har talt med bestyrelsesformand i Züblin A/S Jens-Henrik Nicolaisen, som fortæller, at entreprenørvirksomheden har arbejdet to år med projektet:
- Vi har bistået med koncept, anlægssum og økonomisk overslag. Anlægsøkonomien er vigtig. Jeg kan ikke erindre et privatfinansieret dansk byggeprojekt med dette ambitionsniveau, og det er afgørende med en pålidelig totaløkonomi, siger han.
Jens-Henrik Nicolaisen er glad for, at virksomheden er bygherrens foretrukne partner.
- Vi har været det gennem hele projektet, og vi har de tekniske kompetencer og de økonomiske muskler til at løfte opgaven. Så jeg er optimist og bygger det på vores kompetencer og vores historik, der blandt andet omfatter Axel Towers, Blox og senest Carlsberg Byen.
Lytte til og forstå designideer
Vigtigt er også, ifølge bestyrelsesformanden, at have været med fra den absolutte start og dermed også få indflydelse på projektets omsættelighed.
- Vi indgår i partnerskabet, hvor hver part har sine spidskompetencer, og det, at vi har deltaget fra begyndelsen, er vigtigt for at vi kan være med til at styrke forudsigeligheden i projektet, siger Nicolaisen, der også kalder det et afgørende element i den indledende fase at bruge tid på at lytte og forstå arkitekternes designambitioner.
- Derefter handler det om få disse visioner konverteret til noget bygbart. I en dansk sammenhæng er det et stort byggeri, også i bæredygtighedssammenhæng. Vi er glade for, at vi som en af Europas største entreprenørvirksomheder har mulighed for at engagere os i det, der forhåbentlig bliver et stort københavnsk signaturbyggeri, siger Jens-Henrik Nicolaisen, der også fremhæver Züblins særlige enhed, der udelukkende beskæftiger sig med højhusbyggerier
- Næste skridt bliver at afvente den sædvanlige myndighedsproces, men nu er der defineret en overordnet masterplan - og et tidsforløb, siger han.
Rekordtårn hylder eventyret
H.C. Andersen-projekt er i dansk sammenhæng enestående ambitiøst for et dansk privatfinansieret byggeri, siger Züblins bestyrelsesformand