REGION SYDDANMARK
ASSENS
Klimasikring
Miljø- og Teknikudvalget i Assens Kommune besluttede på sit seneste møde at anbefale, at det forslag til klimasikringsplan for Assens havneområdet, der er udarbejdet, og den tilhørende miljøvurdering sendes i otte ugers offentlig høring.
Forslaget til Klimasikringsplanen for Assens havneområde indeholder en skitsering af en indre sikringslinje, som kan udføres etapevis i takt med andre planlagte anlægsprojekter i området for eksempel omlægning af Sdr. Ringvej. For den indre sikringslinje indeholder klimasikringsplanen konkrete løsningsforslag, overslag på anlægsøkonomi og driftsøkonomi samt forslag til etapeplan. Desuden indgår en ydre perspektivlinje, som på længere sigt kan etableres, hvis den generelle havvandsstand stiger hurtigere end forventet, således at den indre sikringslinje er utilstrækkelig eller hvis hyppigheden af store stormflodshændelser øges, i forslaget.
Der er ikke afsat midler til de konkrete anlæg beskrevet i forslaget til Klimasikringsplan for Assens havneområde. Det vil derfor være op til en samlet politisk prioritering blandt andre anlægsprojekter at beslutte, i hvilken takt klimasikringsplanen kan realiseres.
RINGE
Samling af materielgårde
Faaborg-Midtfyn Kommune planlægger at samle sine materielgårde i Ringe med en satellit i Faaborg og at optimere driften. Det vurderes, at en udbygning af pladsen på Kielbergvej kan gennemføres for en investering i nyanlæg på 6,020 mio. kroner inklusive uforudsete omkostninger mm. Nyanlæggene omfatter en ekstra hal, to kontorer til erstatning for flytbare kontorpavilloner, større vaskeplads/-hal, indhegning med trådhegn og port, IT og udvidelse af el, vand og køreplads.
Det anbefales at udføre projektet som et samlet anlægsprojekt, der udbydes samlet.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede på sit seneste møde at anbefale, at der frigives et rådighedsbeløb på 7,470 mio. kroner til samling af materialegårde i Ringe med satellit i Faaborg.
REGION MIDTJYLLAND
SKIVE
Beplantning
Arbejdsgruppen bag Et løft til Dalgas har i samarbejde med Skive Kommune gennem en årrække arbejdet med projekter til fornyelse og trafiksikring i Dalgas-området. Arbejdsgruppen og kommunen fortsætter det gode samarbejde og har ved en besigtigelse i april blandt andet aftalt at plante træer i trafikchikaner på Hasselvænget og fortsætte udskiftningen af allétræer langs Dalgas Allé i år. Næste år planlægger gruppen blandt andet at etablere en fast anløbskant til kajakker ved Bilstrup Bæk.
REGION NORDJYLLAND
SKØRPING
Forlægning af Nibevej
Rebild Kommune har medtaget en forlægning af Nibevej (Ny Nibevej) i budgetaftalen 2017-2020. Forlægningen skal blandt andet forbedre trafikbetjeningen mellem Skørping og motorvejsnettet. Der er stillet forslag om en alternativ løsning, som indebærer at der etableres en ny vejforbindelse øst for jernbanen mellem Skørping Nord og Støvring Ådale. Økonomiudvalget skal beslutte om dette forslag kan erstatte planerne for realisering af Ny Nibevej.
Udvalget for Teknik- og Miljø anbefaler, at forlægningen af Nibevej prioriteres gennemført.
REGION HOVEDSTADEN
RØDOVRE
Fjernvarmeforsyning
Teknik- og Miljøudvalget i Rødovre Kommune anbefaler, at et foreliggende projektforslag for fjernvarmekonvertering af Damhusparken, Damhuskroen og Damhustorvet godkendes endeligt.
Ved godkendelse af projektforslaget ændrer området status fra kollektiv forsyning med naturgas til kollektiv forsyning med fjernvarme. Projektforslaget behandler et område med et samlet varmebehov i størrelsesordenen 660 MWh.
Såfremt projektforslaget godkendes af Rødovre Kommunalbestyrelse, gennemføres fjernvarmearbejdet henover foråret og sommeren tilpasset den ombygning, der udføres på Damhustorvet.
AVDERØD
Trafiksanering
Fredensborg Kommune vil forbedre trafiksikkerheden på Avderødvej, og på sit seneste møde godkendte Plan-, Miljø- og Klimaudvalget, der har beslutningskompetencen i sagen, et skitseprojekt for trafiksikringen med henblik på udførelse i år.
Skitseprojektet indeholder afstribning af vejen som 2 minus 1 vej udenfor byzonerne, såfremt oversigtsforholdene er tilstrækkelige. En gennemgang med politiet har vist, at der få steder på strækningen, hvor oversigtsforholdene ikke er tilstrækkelige. Disse steder afstribes vejen som normal 2-sporet vej. Inden for byzonerne etableres fartdæmpere.
Plan-, Miljø- og Klimaudvalget har disponeret 600.000 kroner til projektet i 2017. Trafiksaneringen koordineres med udlægning af ny asfalt på dele af strækningen, der finansieres af særskilt bevilling til dette
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Assens, Ringe, Skive, Skørping, Rødovre og Avderød