REGION SJÆLLAND
SOLRØD
Etablering af klubfaciliteter i Solrød Idrætscenter
Økonomi-, teknik- og miljøudvalget i Solrød Kommune anbefaler, at byrådet godkender etablering af klubfaciliteter i Solrød Idrætscenter og som følge heraf ombygning af lokaler i Solrød Idrætscenter og på Solrød Bibliotek.
Byrådet bliver samtidig bedt om at frigive 1,2 mio. kroner til projektets første etape.
Anden etape gennemføres ifølge planen som en del af etableringen af nye idrætsfaciliteter i 2019 med det afsatte budget hertil.
SOLRØD
Ombygning af SFO til klubformål
Munkekær SFO skal ombygges til klubformål, og Solrød Kommune har til formålet afsat en mio. kroner, som nu søges frigivet af Solrød Byråd.
Både Familie- og uddannelsesudvalget og Økonomi-, teknik- og miljøudvalget anbefaler, at pengene frigives og arbejdet sættes i gang, når ombygningen af spor A og B på skolen er færdig til juli.
Der ønskes en generel istandsættelse af SFO-bygningen, og der etableres et samlende rum bestående af køkkenfunktion med alrum. Grupperum og indgange fjernes, og i stedet indrettes fællesgarderobe, rum til bordtennis og floorball, rum til PC og spilkonsoller med mere.
TUSE
Opførelse af bofællesskab
Holbæk Kommune igangsætter nu kommune- og lokalplanlægning for et bofællesskab ved Tuse Byvej.
Igangsættelsen sker på baggrund af en ansøgning om at opføre et bofællesskab med cirka 40 boenheder i varierende størrelse og tilknyttet hobbylandbrug.
I første omgang indkaldes der ideer og forslag til det videre planarbejde, og disse skal være modtaget af Holbæk Kommune senest torsdag den 15. juni.
REGION SYDDANMARK
FELSTED
Tæt-lavt og åbent-lavt boligbyggeri
Vækst- og Udviklingsudvalget i Aabenraa Kommune har besluttet at udarbejde lokalplangrundlag for et nyt boligområde vest for Damms Gård i Felsted.
Lokalplanen skal sikre områdets anvendelse til boligformål i form af tæt-lav og åben-lavt boligbyggeri. Det forventes, at der kan udstykkes grundet til cirka 12 åben-lav boliger samt 12 tæt-lav boliger i området.
BoligSyd ønsker at opføre almene boliger på de dele af arealet, hvor der er mulighed for tæt-lav boliger.
AABENRAA
Opførelse af fire boliger
Aabenraa Kommune har modtaget en ansøgning fra en privat bygherre om at skabe plangrundlag for opførelse af fire boliger på hjørnet af Sønderskovvej og Rugkobbel i Aabenraa.
Vækst- og Udviklingsudvalget har sagt god for, at der udarbejdes lokalplan for området, så byggeplanerne kan realiseres.
ODENSE
29 boliger
By- og Kulturudvalget i Odense har besluttet at anbefale, at Lokalplan 1-804 for boliger i Kochsgade vedtages endeligt.
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske fra ejer om at omdanne arealet til boliger. Der ligger i dag en tankstation med butik på arealet. Butikken er lukket, og benzinsalget forventes ligeledes at lukke ned. Med lokalplanen kan der opføres 1.325 kvm boliger i halvanden til to etager. Der er lagt vægt på, at bebyggelsen tilpasses den eksisterende bebyggelse i området.
HJALLESE
Boligbyggeri
By- og Kulturudvalget i Odense anbefaler, at Lokalplan 5-784 Boliger ved Stationsvej i Hjallese vedtages endeligt.
Lokalplanen er udarbejdet på foranledning af en privat investor med henblik på at omdanne området fra erhverv til boligområde.
Lokalplanen fastlægger omfang og placering af bebyggelsen inden for lokalplanområdet, og den sikrer velbeliggende opholdsarealer i tilknytning til den enkelte bolig såvel som til fælles opholdsareal.
NYBORG
Boligbebyggelse og lystbådehavn
På baggrund af projektforslag fra PBU Pædagogernes Pension og Skala Arkitekter, er der nu udarbejdet et forslag til lokalplan for en boligbebyggelse og lystbådehavn på Midtermolen Syd i Nyborg Havn. Teknik- og Miljøudvalget i Nyborg Kommune skal på sit møde mandag beslutte, om lokalplanforslaget skal fremlægges i offentlig høring.
Lokalplanen muliggør en boligbebyggelse på den sydlige del af Midtermolen bestående af 64 boliger. Parallelt med kajen mod Tømmergraven åbnes mulighed for en gavlhusbebyggelse i tre etager i en maritim arkitektur. I den sydlige del af området mod havneindsejlingen kan der opføres en tilsvarende gavlhusbebyggelse i fire etager.
Lokalplanen fastlægger ligeledes rammerne for en ny lystbådehavn i Tømmergraven, som kommunen har forpligtet sig til at realisere i forbindelse med udviklingen af de tilstødende arealer. Lystbådehavnen vil fuldt udbygget kunne rumme et halvt hundrede bådpladser. Der skal etableres ny dækmole og forsænkede træbroer langs hele kajstrækningen.
Centralt i området etableres et torv samt en siddetrappe, hvor der åbnes mulighed for mindre bebyggelse i form af offentligt toilet/bad samt bådhus til kajakker og lignende.
REGION MIDTJYLLAND
HOLSTEBRO
Opførelse af skole
Der er fremsat ønske om mulighed for etablering af en ny friskole i det nordvestlige Holstebro.
I den anledning er der udarbejdet et forslag til lokalplan, som nu indstilles til politisk godkendelse med henblik på offentliggørelse. I første omgang tager Teknisk Udvalg i Holstebro Kommune stilling til indstillingen på tirsdag.
Med den nye lokalplan vil der udover en ny friskole også blive mulighed for at bygge andre institutioner i området og for opførelse af en idrætshal. Lokalplanen åbner mulighed for, at der kan etableres bebyggelse i maksimalt to etager og i højst 12 meter over terræn.
SKIVE
Opførelse af autismecenter
Skive Kommune planlægger at etablere et nyt autismecenter til erstatning for de eksisterende botilbud samt dagtilbuddet Åhuset, og byrådet har i budget 2017 afsat et rammebeløb til forundersøgelser og forprojektering på i alt en halv mio. kroner.
Pengene er afsat til afdækning af placeringsmuligheder i Skive, tilknytning af en arkitekt til skitseprojektering, ingeniørydelse til jordbundsanalyser m.m. og til konsulentydelser i øvrigt.
Kommunen gennemførte i december 2016 og januar 2017 et udbud af bygherrerådgiveropgaven, som blev vundet af arkitektfirmaet Meissner + Sigh i partnerskab med Cowi. Efterfølgende blev der nedsat en styregruppe og et byggeudvalg, som nu har udarbejdet et oplæg, der indeholder en nærmere beskrivelse af projektets elementer. Udvalget for Social og Ældre drøftede forleden oplægget og godkendte, at forvaltningen arbejder videre med beskrivelsen og udarbejdelsen af et anlægsønske til budget 2018.
Hvis Byrådet træffer beslutning om en anlægsbevilling i 2018 og 2019 til projektet, vil arbejdet med detailprojektering blive sat i gang i løbet af efteråret.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Solrød, Tuse, Felsted, Aabenraa, Odense, Hjallese, Nyborg, Holstebro og Skive