REGION MIDTJYLLAND
SKIVE
Uddybning af sejlrende
Teknik- og Miljøudvalget i Skive Kommune anbefaler, at der til budget 2018-2021 udarbejdes et driftsønske på 175.000 kroner til udgiften til etape 1, geofysisk undersøgelsesprogram, for uddybning af sejlrenden i Limfjorden.
Bestyrelsen for de Vestlige Limfjordhavne iværksatte i 2014 en analyse, vedrørende økonomiske effekter og potentialer ved uddybning af sejlrenden i den vestlige del af Limfjorden. Analysen og herunder dialog med Kystdirektoratet, som er myndighed og ansvarlig for sejlrenden, er nu gennemført og forelagt bestyrelsen for de Vestlige Limfjordshavne.
Den gennemførte undersøgelse viser, at en uddybning med et optimeret design af sejlrenden til 50 meter bredde i bunden og fem meters gennemsejlingsdybde med vigepladser på udvalgte destinationer kan gennemføres for cirka 64 mio. kroner. Omkostningerne på de cirka 64 mio. kroner er til selve hovedløbet, mens de respektive biløb er estimeret til seks mio. kroner for Skive Havn, 4,5 mio. kroner for Mors Havn og tre mio. kroner for Struer Havn.
SKIVE
Indretning af torveareal
Skive Kommune har modtaget en ansøgning fra ejeren af Brogården, Hans Jacobsen, om tilladelse til etablering af udeservering på det kommunale fortovsareal foran restauranten i Brogården, og i første omgang valgte kommunen at afvise ansøgningen. Efter et møde med Hans Jacobsen og dennes arkitekt og efter et tilsagn om, at ansøger vil afholde alle udgifter til projektet, besluttede Teknik- og Miljøudvalget imidlertid at annullere beslutningen og sige ja til ansøgningen.
I forbindelse med udeserveringen ønsker ansøger at omlægge en del af torvearealet til en dråbeformet facon, hvor der udføres ny belægning med vandret overflade i stedet for den nuværende belægning, der skråner cirka 40 cm ud for restaurantens facade. Ansøgeren ønsker udearealet udført med nye granitbelægningssten afgrænset med en større granitsten i trappeformation som afslutning mod den eksisterende belægning. Området tænkes afgrænset med et lavt hegn i smedejern for at undgå faldulykker på grund af højdeforskellen.
REGION SYDDANMARK
MIDDELFART
Marina
Middelfart Byråd har godkendt Middelfart Marinaplan af december 2016 og sagt ja til at sætte lokalplanlægningen for området i gang.
Forvaltningen har udarbejdet et forslag til plan for udmøntning af Marinaplanen, og ifølge dette deles arbejdet op i to dele: de rekreative områder og infrastrukturen på Marinaen. Der skal arbejdes med to områder frem til januar 2018, hvor der skal udarbejdes et forslag til samlet detailplan til udmøntning af Marinaplanen og forslag til, hvilke konkrete projekter, der skal gennemføres i 2018 og de kommende år. Detailplanen og anlægsprojekterne skal godkendes på Byrådsmødet i marts 2018. De konkrete anlæg skal udføres i løbet af 2018, så der kan ske en indvielse af projekterne i oktober 2018.
Der er i årene 2016-2018 afsat i alt 15 mio. kroner til Middelfart Marinaplan.
REGION HOVEDSTADEN
FURESØ
Forbedring af fortove og cykelstier
Miljø-, Plan- og Teknikudvalget i Furesø Kommune har godkendt forvaltningens disponering af det samlede budget på tre mio. kroner til forbedring af fortove og cykelstier 2017. Det betyder, at der blandt andet bruges 100.000 kroner på fortov på Engtoftevej, 150.000 kroner på cykelstier på Kollekollevej og 500.000 kroner på fortov på Grantoftevej.
KØBENHAVN
Kvalitetsløft af Vestvolden
Der er udarbejdet et katalog med ideer til, hvordan der kan sikres en bedre sammenhæng mellem Tingbjerg og Husum, og hvordan Vestvolden kan gøres mere attraktiv. Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde 22. maj, tage stilling til, om idékataloget skal udgøre grundlaget for det videre arbejde med projektet.
Projektet skal bidrage til at udvikle Tingbjerg-Husum til en grøn, aktiv og åben boligby.
Idékataloget indeholder 14 initiativer, der tilsammen kan give et kvalitetsløft af Vestvolden.
Blandt ideerne er markering af indgangene til Vestvolden, belysning fra Tingbjerg til Frederikssundsvej, renovering af stier på Vestvolden, udskiftning af inventar, etablering af skole- og nyttehaver, etablering af træningsredskaber, og synliggørelse af forsvarshistorien - blandt andet ved at opsætte kopier af kanoner på udvalgte steder.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Skive, Middelfart, Furesø og København