23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Rødovre, Ågerup, Ringe, Brande, Ringkøbing, Viborg, Løvel, Nørager, Terndrup og Støvring

REGION HOVEDSTADEN

RØDOVRE

Renovering af køkken
Rødovre Kommune har fået tilsagn fra Sundheds- og Ældreministeriet om tilskud på 3,825 mio. kroner i 2017 til renovering af køkkenet på Ørbygård.

Sagen er på Økonomiudvalgets dagsorden i dag, hvor Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller, at der afsættes et rådighedsbeløb på 5,1 mio. kroner, der finansieres af tilskuddet og kommunens kassebeholdning.

REGION SJÆLLAND

ÅGERUP

Opførelse af 43 almene familieboliger
Boligselskabet Sjælland har fremsendt ansøgning om godkendelse af skema A for 43 nye almene familieboliger og et fælleshus i ny afdeling Tofteengen på Bakkeengen 2-42, Ågerup, og ansøgningen behandles af Økonomiudvalget i Roskilde Kommune i dag. Den samlede anskaffelsessum er beregnet til knap 94 mio. kroner.

De kommende boliger er rækkehuse i et og halvandet plan, og de indrettes i størrelser helt fra 28 kvm til 115 kvm.

REGION SYDDANMARK

RINGE

Udbygning af Ringe Kost- og Realskole
Teknik- og Miljøudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune har et forslag til lokalplan for Ringe Kost- og Realskole på dagsordenen på sit møde i morgen. Der skal træffes beslutning om, hvorvidt forslaget skal sendes i offentlig høring, og om der skal udarbejdes miljøvurdering.

Lokalplanforslaget er udarbejdet for at imødekomme skolens behov for udvikling. Der er brug for en fleksibel tilpasning til skiftende behov og dermed mulighed for udvidelse, om- og tilbygning samt renovering af eksisterende bygningsmasse.

Lokalplanen er udarbejdet i tæt dialog med Ringe Kost- og Realskole.

REGION MIDTJYLLAND

BRANDE

Fornyelse af Præstelundskolen
Børne- og Undervisningsudvalget i Ikast-Brande Kommune skal på sit møde i dag blandt andet drøfte scenarier for renovering henholdsvis nybygning af Præstelundskolen i Brande.

Sideløbende med iværksættelsen af en række midlertidige tiltag på Præstelundskolen er der igangsat en analyse af skolen byggetekniske stand. Årstiderne Arkitekter udarbejder i den forbindelse scenarier for renovering, modernisering eller nyopførelse af Præstelundskolen. Scenarierne er henholdsvis renovering af Præstelundsskolen, opførelse af en ny Præstelundskole, opførelse af ny samlet skole i Brande by (Præstelund- og Dalgasskolen) og opførelse af ny samlet skole i Brande by og opland (Præstelund-, Dalgas- og Blåhøjskolen)

RINGKØBING

Etablering af oplevelsescenter
Med en bevilling på 10 mio. kroner til etablering af NaturKraft har Augustinus Fonden markant styrket udsigten til, at anlægsarbejdet med etableringen af NaturKraft kan iværksættes i år og dermed holde tidsplanen hen mod åbning i påsken 2020, skriver Ringkøbing-Skjern Kommune i en pressemeddelelse.

NaturKraft-parken på 50 hektar skal ligge både natur- og bynært lige uden for Ringkøbing - tæt på Ringkøbing Fjord, Stadil Fjord, Von­åen og Vesterhavet. Hele anlægget skal med udgangspunkt i de lokale naturkræfter skabe forståelse og indsigt i naturens kræfter, menneskets samspil med naturen, historisk og aktuelt, samt bevidsthed om, hvordan vi hver for sig og sammen kan bidrage til en bedre balance mellem naturens ressourcer og menneskers behov.

Projektet har et samlet anlægsbudget på 275 mio. kroner og har indtil videre modtaget tilsagn fra A.P. Møller Fonden, Ringkøbing-Skjern Kommune, vindmøllekoncernen Vestas, Færch Fonden i Holstebro og en regional virksomhed. Desuden er der modtaget støttebeløb fra ErhvervsVækst Ringkøbing til modningsarbejdet. 

VIBORG

Viborg Sport & Event
Viborg Byråd skal på sit møde i dag godkende udbudsmaterialet vedrørende projektet Viborg Sport & Event, så projektet kan sendes i udbud.

Projektet består af en ny stor sal med ny balkon (nuværende sal i Tinghallen) med kapacitet på cirka 3.675 stående gæster og cirka 2.100 siddende gæster, ny lille sal/Paletten med kapacitet på 470 stående gæster, foyer inklusive åben lounge og loungelokaler, gangbro til Stadioncentret og backstage, administration m.v. Samlet er der tale om 7.339 kvm, hvoraf 5.310 kvm er ombygning og 2.029 kvm er nybyggeri.

Det foreslås, at projektet udbydes i totalentreprise som en omvendt licitation, så der skabes det bedst mulige grundlag for, at byggesummen kan overholdes. Samtidig åbnes mulighed for, at de bydende totalentreprenører kan komme med alternative bud.

Det foreslås, at projektet gennemføres med KPF Arkitekter som bygherrerådgiver. KPF Arkitekter har været rådgiver på forundersøgelser på projektet og har udarbejdet udbudsmaterialet.

LØVEL

Opførelse af otte almene boliger
Viborg Byråd skal på sit møde i dag beslutte, om der skal gives tilsagn til opførelse af otte almene familieboliger i Løvel, og tage stilling til en ansøgning fra Boligselskabet Viborg Amt om godkendelse til køb af grund til byggeriet.

Byggeprojektet omfatter otte rækkehuse, som bliver adskilt med carporte og redskabsskure. Alle boliger bliver på 105 kvm, og i halvdelen af boligerne fordeles pladsen på tre værelser og på de andre fire på fire værelser.

REGION NORDJYLLAND

NØRAGER

Opførelse af friplejehjem
Der er planer om at placere et friplejehjem på grunden ved den gamle administrationsbygning og parkeringsplads i Nørager i Rebild Kommune.

Forvaltningen har udarbejdet en tidsplan for planarbejdet, og ifølge denne udarbejdes der forslag til lokalplan i juni-august. Lokalplanen forventes herefter at kunne vedtages endeligt 1. februar 2018.

Udvalget for Teknik og Miljø i Rebild Kommune drøftede på sit seneste møde tidsplanen og tog den til efterretning.

TERNDRUP

Opførelse af boliger
Den nye ejer af sygehusgrunden i Terndrup ønsker i samarbejde med et lokalt byggefirma at bebygge grunden med boliger.

Det er imidlertid ikke muligt inden for den gældende lokalplans bestemmelser, og det er derfor nødvendigt at udarbejde en ny lokalplan, såfremt ønsket skal realiseres.

Udvalget for Teknik og Miljø i Rebild Kommune drøftede sagen forleden og besluttede, at der inviteres til et møde med projektejer om projektet med henblik på prioritering og igangsættelse af lokalplan på et kommende møde i udvalget.

STØVRING

Om- og tilbygning af børnehaver
Børnehuset Toppen i Støvring og Børnehaven Tumlehøj i Suldrup skal begge bygges om og ud, og forleden godkendt Børne- og Ungdomsudvalget i Rebild Kommune de overordnede tidsplaner for byggeprojekterne.

Første led i tidsplanerne er udbud og indgåelse af aftale med totalrådgiver samt frigivelse af midler dertil.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.078|