23948sdkhjf

Restaurering på toppen af Danmark

Det Grå Fyr i Skagen er netop genindviet og skal danne rammen om moderne formidlings- og forskningscenter
Fugleformidlingscenter
Fyrets kommende lejer bliver Naturstyrelsen, som har indgået en samarbejdsaftale med Frederikshavns Kommune, Turist Nord og Dansk Ornitologisk Forening.

Med restaureringen er det oprindelige interiør i fyrmesterboligen er genskabt på en sådan måde, at fyranlægget kan indrettes som moderne fugleformidlingscenter for de millioner af turister, som hvert år besøger Skagen, og for de ornitologer og forskere, som kommer fra hele verden for at studere det enestående fugleliv på Danmarks top.

Store bededag genåbnede bygningerne omkring Det Grå Fyr i Skagen, og et nyt kapitel føjes til fyrtårnets 160-årige historie. Fremover skal det danne ramme om et formidlingscenter for det unikke fugleliv i Skagen.

Det er Realdania By & Byg, som igennem to år har arbejdet med at restaurere og genindrette Danmarks nordligste fyranlæg.

- Det Grå Fyr i Skagen er et af landets smukkeste og mest vellykkede fyr placeret midt i et unikt kystlandskab, og vi glæder os til at vise de nyrestaurerede bygninger frem, siger Peter Cederfeld, administrerende direktør i Realdania By & Byg.

Langt op i 1800-tallet var Skagen Odde et af de steder med flest strandinger, og der har derfor været god grund til at bygge fyrtårne midt imellem de to farvande, Skagerrak og Kattegat. Det Grå Fyr i Skagen var det tredje fyrtårn på Skagen Odde, og i mange år Danmarks højeste.

I århundreder var det fyrpasserens opgave at sørge for, at fyrtårnene lyste fra solnedgang til solopgang, men efterhånden som teknikken blev udviklet og automatiseret, blev mandskabet på landets fyrtårne overflødige. Et efter et er de danske fyrtårne lukket, og i 2013 forlod den sidste fyrpasser det nordjyske fyr. Året efter købt af Realdania By & Byg for at sikre det historiske anlæg for eftertiden.

Arkitektur
Det Grå Fyr er tegnet af en af 1800-tallets prominente danske arkitekter, Niels Siegfred Nebelong (1806-1871). Nebelong var elev af arkitekten G.F. Hetsch på Kunstakademiet og således skolet i den klassicistiske tradition; alligevel udførte han sine værker i den historicistiske stil i anden halvdel af 1800-tallet.

Arkitekt Nebelong var udpeget som arkitekt for det Kongelige Danske Fyrvæsen, og i sin embedsperiode nåede han at opføre syv fyrtårne rundt om i Danmark, herunder Det Grå Fyr, som han valgte at fundere med 429 lærkestolper a seks meters længde – midt i den sandede odde. Et klogt valg, for i dag – 160 år efter opførelsen – står fyret fortsat klippefast uden sætningsrevner og uden hældning.

Svagt konisk og med en muret vindeltrappe, der snor sig op igennem tårnet og efter 210 trin ender på et udkigsdæk rundt om den imponerende glaslanterne og den kobberdækkede top, er fyrtårnet et markant blikfang i den storslåede natur.
Historie
Det første danske grundmurende fyrtårn, Skagen Hvide Fyr, blev opført i Skagen i 1747. Efter godt 100 års tjeneste blev fyret overhalet af udviklingen, og som erstatning blev Det Grå Fyr i Skagen opført i 1858.

Skagen Odde var langt op i 1800-tallet et af de steder, hvor der skete absolut flest strandinger, og der var derfor brug for et meget højt fyrtårn, der kunne fungere som tydeligt pejlemærke for søens folk. Med sin tårnhøjde på 46 meter var Det Grå Fyr i Skagen i mange år Danmarks højeste fyr.

I 1962 blev det overgået af det 47 meter høje fyr på Dueodde på Bornholm.
Det Grå Fyr i Skagen er et af få danske fyrtårne, som er bygget i blank mur. Det tog over fire år at bygge det høje fyrtårn midt på den sandede odde, og den lange byggetid skyldtes hovedsageligt store vanskeligheder med at få transporteret de nødvendige byggematerialer frem til Skagen, som dengang var uden havn.

Ejendommen består udover fyret med lanternen på toppen også af en fyrmesterbolig samt to udhuse. Ejendommen er i dag fredet som en naturfredning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125