- Der er flere ting, der tiltrækker. På det personlige plan er det det med at få ansvaret for hele forretningsdelen.
Sådan siger 53-årige Jørgen Christensen, der, som Licitationen - Byggeriets Dagblad kort fortalte i sidste uge er blevet adm. direktør for GK Danmark A/S.
Han er født 2. oktober 1963 i Rødovre, men voksede op i Skovlunde, hvor familien flyttede til, da han var et år gammel.
Moren arbejdede som pædagogmedhjælper og faren flymekaniker. Så han er den eneste i familien, der også tæller en knap to år ældre storesøster, der har valgt en karriere i byggeriet.
Her har han arbejdet sig op, så han fra efteråret 2017 kan kalde sig adm. direktør for en virksomhed, der udfører byggetekniske installationer og servicearbejder. En rejse, han er stolt af.
- Det er med meget stor tilfredshed, at elektriker-lærlingen Jørgen har fået lov til at arbejde sig herop, siger han og fortsætter:
- Det føles ikke som et stort skridt. Jeg har været heldig med at kunne tage udviklingen i små skridt og har haft succes med det.
Her overtager han rollen som adm. direktør fra virksomhedens bestyrelsesformand, Jon Valen-Sendstad, der midlertidigt har vikarieret på posten, siden Lone Møller Sørensen efter eget ønske fratrådte i januar 2017. Skiftet til virksomheden sker senest til november i år.
Jørgen Christensen kommer til GK Danmark fra en stilling som direktør i Caverion Danmark. Her startede han i januar 2015 - få dage før sit 25 års jubilæum i NCC Construction Danmark.
Han ser frem til den nye udfordring, selvom det også er vemodigt at sige farvel til kollegaer og en arbejdsplads, han har været glad for. Men det spændende ved at prøve noget nyt tiltrækker.
Han påpeger, at han hidtil mest har haft fokus på drift.
- På det forretningsmæssige plan er det det med at få lov til at vækste GK Danmark. Den del er jeg godt rustet til. Det har jeg været igennem hos Caverion, fortsætter han.
Han understreger samtidigt, at det er vigtigt at leve drømme og potentiale fuldt ud.
Han oplyser, at han gerne vil være et fyrtårn for de medarbejdere, han nu får under sig, og understreger, at det er vigtigt, at de bliver et team.
- De skal vide, hvor vi skal hen, og informeres om, hvor vi er på rejsen, siger han.
Erhvervspraktik var starten
Selve turen ind i byggeriet var ikke som sådan planlagt. Startskuddet blev et erhvervspraktikforløb hos en elektriker, som kom på banen, mens Jørgen Christensen gik på Lundebergskolen i Skovlunde.
Her gik han frem til midten af 10. klasse, hvor han så kom i lære som elektriker hos Espersen & Søn A/S i Albertslund.
Erhvervspraktikken sammen med det, at han altid har haft flair for at bruge hænderne, skabte interessen, og efter fire år i lære begyndte Jørgen Christensen at læse til installatør på Københavns Maskinmesterskole.
Han tog uddannelsen på et år. Det var en god oplevelse, selvom pensummet var stort, og dumpeprocenten på årgangen høj.
- Jeg kunne godt lide det. Der fik jeg mange udfordringer til hovedet, siger han.
Efter endt uddannelse tog han et kort smut tilbage til Espersen & Søn, inden han skiftede til Semco Danmark, som i dag er overtaget af Bravida.
Mens han var ansat her blev han kontaktet af nogle gamle klassekammerater, der var begyndt at arbejde med bygningsautomation/ CTS.
De manglede en projektleder, og han tog derfor skridtet og flyttede job til Landis & Gyr. Her var han i tre et halvt år, inden en kunde spurgte, om han ikke ville over til dem.
Der var tale om Rasmussen & Schiøtz A/S.
Han blev ansat den 1/1 1990 som el-ingeniør. Siden avancerede han til entrepriseleder, dernæst til afdelingschef, sektionschef og sidst til sektionsdirektør i det, der siden er blevet til NCC.
Her blev han inden skiftet til Caverion Danmark i januar 2015.
Den erfaring, han har høstet undervejs, mener han har skabt en faglig robusthed, der gavner i den nye stilling som adm. direktør i GK Danmark.
- Jeg har prøvet, når markedet er gået op og ned. Med den erfaring i rygsækken, synes jeg, at jeg har en faglig robusthed, siger han.
Han fortryder ikke, at byggeriet blev levevejen. Omvendt mener han, at den "cyklus", der er på en byggeplads, og det "flow", der er i en servicevirksomhed passer godt til hans dna.
- Der er konstante forandringer, man skal forholde sig til. Det kan jeg godt lide, siger han.
Han glæder sig desuden over, at installationerne fylder mere i byggeprojekterne i dag end tidligere. De er blevet vigtigere og mere komplekse, og derfor skal man hele tiden udvikle sig.
- Det synes jeg er super interessant, fortæller Jørgen Christensen.
Fra elektrikerlærling til topchef
GK Danmarks nye administrerende direktør er gået hele vejen.