23948sdkhjf

Nyt tilbud skal forberede unge til uddannelse eller job

Står det til regeringen skal unge fremover kun manøvrere rundt i et enkelt uddannelsesforberedende tilbud. Det skal sikre mere overskuelighed

Med et nyt uddannelsespolitisk udspil vil regeringen samle seks uddannelsesforberedende tilbud til en ny grunduddannelse, der skal sikre, at flere unge kommer i gang med en ungdomsuddannelse eller i job.

I dag er knap 50.000 unge mellem 15 - 24 år hverken i gang med en uddannelse eller er i job. Det svarer til 6-7syv procent af alle unge i den aldersgruppe. Den andel har stort set været uændret siden 2005. En af årsagerne er ifølge en undersøgelse, at denne gruppe af unge føler, at uddannelsessystemet er uoverskueligt.

En enkel vej
Tidligere på året kom en ekspertgruppe med en række anbefalinger til, hvordan det forberedende område kan reformeres.

Det er på baggrund af de anbefalinger, at regeringen nu kommer med sit forslag til, hvordan flere unge får den rette hjælp til at komme videre til en ungdomsuddannelse eller et job.

- Med den nye Forberedende Grunduddannelse tilbyder vi de unge en enkel vej og en hjælpende hånd, så de kan blive rustede til at blive chauffør i eget liv. Nu har vi lagt vores udspil frem, og jeg håber, at de andre partier vil være med til at gøre de unges vej til uddannelse eller job lettere, så de ikke farer vild i systemet og bliver uddannelsesnomader, siger undervisningsminister Merete Riisager (LA) i forbindelse med udspillet.

Ingen machete
Som en del af sit udspil lægger regeringen op til en ny uddannelsespolitisk målsætning, som skal afløse 95-procentmålsætningen. I stedet er det regeringens mål, at 90 procent skal have en ungdomsuddannelse, inden de fylder 25 år.

Hos Dansk Byggeri glæder underdirektør Louise Pihl sig over, at regeringen med udspillet lægger op til en ny uddannelsespolitisk målsætning.

- Det er dejlig at høre, at et job anerkendes som en fornuftig vej til arbejdsmarkedet i stedet for det partout skal være uddannelse. Det er også godt, at de unge ikke længere skal finde den store machete frem for at komme igennem den urskov af forkortelser og komplicerede tilbud. Forberedende Grunduddannelse skal handle om at få alle med, siger hun i en pressemeddelelse.

Kommunal styring
Står det til regeringen skal kommunerne fremover have ansvaret for den nye forberedende uddannelse. Uddannelsens placering hos kommunerne strider imod udspillet fra ekspertudvalget, der lagde op til et statsligt styringsansvar baseret på statsligt selvejende institutioner.

Regeringen vil nu invitere partierne bag erhvervsuddannelsesreformen til det første indledende sættemøde i dag i Finansministeriet.

Hovedelementer
Regeringens udspil på det forberedende område:
- Et enkelt og overskueligt tilbud med høj kvalitet og stor fleksibilitet
- Tre alternative spor, der er målrettet de unges forudsætninger: Almen grunduddannelse, produktionsgrunduddannelse samt erhvervsgrunduddannelse
- Fokus på praksisnær undervisning, dansk og matematik, holdfællesskab, digital dannelse og teknologiforståelse i alle spor
- Obligatoriske prøver efter hvert modul
- Klare mål for progression og trivsel
- Samlet maksimal varighed på uddannelsen er to år
- Markant kompetenceløft af lederne og lærere
- En ny uddannelsespolitisk målsætning om at 90 procent af de 25-årige skal have gennemført en ungdomsuddannelse

Læs mere om reformen på uvm.dk
Kilde: Undervisningsministeriet
Forberedende Grunduddannelse
Forberedende Grunduddannelse erstatter en række af de eksisterende tilbud til målgruppen:
- Produktionsskole
- Almen voksenuddannelse (avu)
- Forberedende voksenundervisning (FVU)
- Ordblindeundervisning for voksne (OBU)
- Kombineret ungdomsuddannelse (KUU)
- Erhvervsgrunduddannelse (egu)
Kilde: Undervisningsministeriet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11