REGION HOVEDSTADEN
VEJBY
Opførelse af træhuse
Der er udarbejdet et forslag til Lokalplan 555.08 for et boligområde i Vejby Nordvest, og det indstilles nu politisk godkendt med henblik på offentlig fremlæggelse.
Formålet med lokalplanen er at omdanne området til boligområde med bebyggelse i op til to etager.
Visionen for området er, at den nye bebyggelse skal give mulighed for boliger i et rimeligt økonomisk leje, så både seniorer, enlige, unge børnefamilier og ældre ægtepar kan finde sig en bolig i et af bebyggelsens to bofællesskaber, hvor bæredygtighed, selvforsyning og dyrkningsarealer kan blive det bærende element.
Lokalplanforslaget giver mulighed for opførelse af blandede boliger fra 70 til 140 kvm, hvilket betyder, at eventuelle ekstrafunktioner som eksempelvis et fælleshus skal tilføjes uden for boligen. Der bliver tale om huse af træ.
Lokalplanforslaget, der foreløbig er godkendt af Plan- og Miljøudvalget, er udarbejdet i et samarbejde mellem Gribskov Kommune, BS Arkitekter og Tisvilde Ø ApS.
REGION SJÆLLAND
DIANALUND
Flytning og udvidelse af butikker
Sorø Kommune har fra Innovater A/S modtaget en ansøgning om dispensation fra Lokalplan nr. 18 for Dianalund Centret. Baggrunden for ansøgningen er, at Innovater er ved at forberede etablering af en ny SuperBrugsen i centret som en om- og udbygning af den tidligere Fakta-butik på adressen Torvet 4 og en udvidelse af den nuværende Netto, som udbygges ind i den nuværende SuperBrugsen, når denne butik er flyttet ud af bygningen.
Det skitserede projekt vil kræve dispensation fra lokalplanen, fordi det overskrider lokalplanens byggefelter to steder.
Sagen forelægges Teknik og Miljøudvalget på udvalgets møde på tirsdag.
SORØ
Indretning af lejligheder i eksisterende byggeri
Ejerne af ejendommen Storgade 31 i Sorø har indsendt en ansøgning til Sorø Kommune om dispensation fra Lokalplan SK 33 for at kunne indrette tre lejligheder på første og anden sal i eksisterende baghusbygning, der er en del af Storgade 31B. I stueetagen er der i dag indrettet boghandel og postcentral. De to overliggende etager står i dag uudnyttet.
Sagen forelægges Teknik og Miljøudvalget på tirsdag.
REGION SYDDANMARK
HAMMELEV
Tilbygning til Hammelev Hallen
Hammelev hallen har henvendt sig til Haderslev Kommune med en anmodning om et bindende tilsagn på to mio. kroner i anlægstilskud i 2018 til en tilbygning på cirka 400 kvm til den eksisterende hal.
Udvalget for Kultur og Fritid i Haderslev Kommune har bekræftet, at der er afsat to millioner kommunale kroner til en tilbygning ved Hammelevhallen.
REGION MIDTJYLLAND
SKIVE
Istandsættelse af sundhedscenter
Sundhedscentret i Skive får stadig flere genoptræningsopgaver og Sundhedscentrets forebyggende og sundhedsfremmende tilbud er også under stadig udvikling. Det øgede antal forløb og tilbud giver dog udfordringer i form af pladsmangel, og Regionshospitalet har derfor tilbudt, at Skive Kommune kan overtage lejemålet af godt 350 kvm i bygning 23, som støder op til Sundhedscentret.
Arealet skal dog istandsættes, inden det kan tages i brug, og Sundheds- og Forebyggelsesudvalget i Skive Kommune skal på sit møde på tirsdag tage stilling til, om der skal anlægsbevilges to mio. kroner til istandsættelse af arealet.
ÅDUM
Opførelse af biogasanlæg
Ringkøbing-Skjern Kommune har modtaget en lokalplanansøgning for et biogasanlæg på Ølgodvej syd for Ådum. Ansøger består af flere landmænd fra lokalområdet. Ansøger ønsker at etablere primære og sekundære reaktortanke med en maksimal højde på 24 meter, tankanlæg, siloplads og opgraderingsanlæg.
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler overfor Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet, at der kan udarbejdes plangrundlag for et område til teknisk formål for ansøgers egen regning og risiko.
BRÆDSTRUP
Tagrenovering
Tagkonstruktionen på Dronning Ingrids Hjem i Brædstrup vurderes at være nedslidt, og derfor anbefaler Ejendomscentret i Horsens Kommune, at der igangsættes en større renovering af taget. Horsens Byråd bliver således bedt om at anlægsbevilge 4,8 mio. kroner til tagrenoveringen.
Sagen blev behandlet i Teknik- og Miljøudvalget i Horsens forleden, og her blev Ejendomscentrets anbefaling tiltrådt.
LEM
Opførelse af montagehal
Ringkøbing-Skjern Kommune har fra Kallesøe Machine, Lem, modtaget en ansøgning om opførelse af en 2000 kvm stor montagehal med en bygningshøjde på 11,4 meter over terræn. Hallen ønskes tilbygget til den eksisterende bygningsmasse. Virksomheden udvikler og producerer maskiner til træindustrien, vedvarende energivirksomheder og forskellige former for metal- og fødevarevirksomheder. Flere af virksomhedens produkter bliver mere og mere komplicerede og vokser i størrelse, og der er derfor behov for en ny montagehal med en høj traverskran under taget, som gør at højden på tilbygningen kommer op på 11,4 meter over terræn.
Teknik- og Miljøudvalget har givet tilladelse til byggeriet, idet der dispenseres fra gældende lokalplan, så det bliver muligt at bygge som ønsket.
SKJERN
Istandsættelse af Provstgaards Hus
Ringkøbing-Skjern Museum har søgt Ringkøbing-Skjern Kommune om et tilskud på 66.250 kroner fra den kommunale gearingspulje til istandsættelse og udvikling af Provstgaards Hus ved Pumpestation Nord, og forleden besluttede Teknik- og Miljøudvalget at imødekomme ansøgningen.
I foråret 2018 skal "Provstgaards Hus - jagt, natur og kultur i Skjern Ås delta" ifølge planerne stå klar til at modtage publikum. Provstgaards Hus er bygget af brødrene Niels Provstgaard og Søren Kr. Jensen i 1914, og det fremstår i dag meget autentisk, men med et betydeligt vedligeholdelsesbehov. "Den pæne stue", hvor Niels Provstgaard havde fuglesamling, er efter brødrenes, men før museets tid flyttet væk fra beboelseshuset. Den skal flyttes tilbage på plads. Moderne bliktag skal erstattes med stråtag. Køkken- og toiletfaciliteter skal etableres, og der skal indrettes udstilling i "Den pæne stue", der fortæller historien fra Provstgaard-brødrenes tid over landvinding til naturgenopretning.
Restaureringsarkitekt Steffen Søndergaard er tilknyttet projektet, som museet forventer at skulle bruge godt 1,3 mio. kroner på.
REGION NORDJYLLAND
HJØRRING
Renovering af køkkener
Hjørring Kommune har modtaget tilsagn om 5,9 mio. kroner fra Sundheds- og Ældreministeriets pulje til renovering, etablering og genetablering af lokale køkkener på plejecentre.
Pengene søges nu med anbefaling fra Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget frigivet hos Økonomiudvalg og Byråd.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Vejby, Dianalund, Sorø, Hammelev, Skive, Ådum, Brædstrup, Lem, Skjern og Hjørring