MT Højgaards indtjening falder i første kvartal
Entreprenørvirksomheden MT Højgaard øger omsætningen med 14 procent i de første tre måneder af 2017 til 1,7 mia. kroner på tværs af alle virksomhedens forretningsområder.
Læs også: Kendt fynsk kulturarv skal nu udleve sit fulde potentiale
Det fremgår af MT Højgaards kvartalsregnskab, som er offentliggjort onsdag eftermiddag.
Til gengæld falder MT Højgaards indtjening som forventet i forlængelse af arbejdet på en række arbejder, som blev reguleret i 2016.
Driftsresultatet lander således på minus 22,4 mio. kroner mod et tilsvarende underskud i samme periode sidste år på 13,9 mio. kroner.
Driftsunderskuddet skyldes til dels også at der har været stilstand på apteringsarbejder under metroarbejdet i København, oplyser MT Højgaard i kvartalsregnskabet.
- Vi oplevede en fin aktivitetsfremgang på tværs af vores virksomheder i årets første kvartal, som dog også blev præget af den ærgerlige stilstand i Cityringen-projektet, der påvirkede vores produktivitet og indtjening negativt. Samtidig arbejdede vi målrettet med at forberede omfattende tilbud på enkelte store fremtidige projekter og i øvrigt imødekomme en stigende efterspørgsel inden for infrastruktur, datacentre, råhusentrepriser og supersygehuse, siger adm. koncerndirektør Torben Biilmann i en pressemeddelelse.
MT Højgaard opnåede nye ordrer for godt en milliard mod 1,8 mia. kroner i samme periode sidste år.
mio. kroner | 2017 | 2016 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 1.694 | 1.488 |
Bruttoresultat | 92 | 87 |
Driftsresultat | -22 | -14 |
Resultat før skat | -26 | -19 |
Periodens resultat | -19 | -14 |
Kvartalsregnskabet er afsluttet 31. marts 2017 |