Gennem røret nikker Michael Lund Kristensen, direktør i gulvvirksomheden BT Gulve.
Han kan godt genkende det billede, som en ny redegørelse tegner af, at byggeriet ikke har fået de byrdelettelser, som ellers er blevet lovet fra Christiansborg af skiftende regeringer. Tværtimod viser undersøgelsen, at erhvervsøkonomiske byrder under Erhvervsministeriet er nemlig steget med mere end 600 mio. kroner i 2016, og det er særligt de byrder, som industri og byggeri oplever.
- Da jeg læste om redegørelsen, kom det ikke bag på mig, at den viser, at byggebranchen ikke har fået mindre byrder. Alene at tage en lærling kræver utrolig meget administration. Mange ting skal i dag gøres digitalt og det er så ulogisk bygget op, at det kræver en videregående uddannelse, at finde ud af det, siger han.
Det er især indrapportering til de offentlige myndigheder, der tager tid i virksomheden, forklarer Michael Lund Kristensen.
- Vi har medarbejdere her i virksomheden, der bruger en stor del af deres tid på at udfylde diverse digitale skemaer. Det fylder for meget. Generelt savner jeg en større brugervenlighed hos det offentlige, så især de mindre virksomheder ikke skal ringe til deres revisor, for at finde ud af det. Det burde være ligeså let, at lave en indberetning, som at bestille et par sko over nettet, siger han.
Virksomhedsleder: Indrapportering kræver videregående uddannelse
At udfylde en digital blanket til en offentlig myndighed burde være ligeså let som at købe et par sko på nettet