REGION NORDJYLLAND
BÆLUM
Solvarme
Udvalget for Teknik og Miljø i Rebild Kommune skal på sit møde i dag tage stilling til en anmodning om at få udarbejdet lokalplan for et solfangerprojekt i Bælum.
Forvaltningen har tidligere fremlagt et udkast til lokalplan for et solvarmeprojekt på Håndværkervej 21 i Bælum. Lokalplanarbejdet blev imidlertid sat sat i bero inden planen kom i offentlig høring efter anmodning fra Bælum Varmeværk.
Varmeværket er nu kommet med et forslag til en ny placering af anlægget ved siden af Hedegaard A/S på Østre Skovvej i Bælum. Den nye placering er væsentlig tættere på det eksisterende varmeværk.
Projektet består af 23 rækker med 16 solfangerpaneler i hver. Panelerne dækker et areal på cirka 1,5 hektar. Herudover skal der være en mindre teknikbygning og en akkumuleringstank.
REGION HOVEDSTADEN
ALLERØD
Etablering af legeelementer
Allerød Byråd besluttede i sidste måned at frigive 500.000 kroner til etablering af legeplads i bymidten, og nu skal Teknik- og Planudvalget beslutte rammerne for det videre arbejde.
Forvaltningen foreslår, at der enten udarbejdes forslag til en borgerinddragende proces for udarbejdelse og placering af midlertidige legelementer i bymidten, eller at der udarbejdes forslag til placering og udformning for permanente temalegeelementer i bymidten.
Teknik- og Planudvalget har sagen på dagsordenen i morgen.
LYNGBY-TAARBÆK
Udskiftning af byrumsinventar
Lyngby-Taarbæk Kommune har afsat fire mio. kroner i 2017 til udskiftning af byrumsinventar på offentlige veje og i parker, og det er planen at starte med udskiftningen i Virum og Sorgenfri.
Sagen er på dagsordenen, når Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse holder møde i dag, og der skal på mødet tages stilling til principper for indkøb af fremtidigt inventar, ligesom produktionsplanen for udskiftning af byrumsinventar vest for Kongevejen skal godkendes. Derudover skal de fire mio. kroner anlægsbevilges.
Udskiftningen omfatter blandt andet vejnavneskilte, affaldskurve, bænke, cykelstativer og steler.
REGION SJÆLLAND
VORDINGBORG
Renovering af udendørs idrætsanlæg
Teknik- og Miljøudvalget i Vordingborg Kommune anbefaler overfor kommunalbestyrelsen, at der frigives et rådighedsbeløb på en halv mio. kroner til renovering af udendørs idrætsanlæg i 2017.
Pengene skal ifølge kommunens plan bruges til renovering af tennisbaner ved Vordingborg Tennisklub, udbedring af boldhegn ved Sværdborg Skole, renovering af hegn og udtynding af randbeplantning ved Ørslev Stadion, fældning af træer i randbeplantning ved blandt andet Bårse Stadion, nye mål, halvtag/opholdssted til Vordingborg Krolf klub, renovering af diverse petanquebaner, samt generel udbedring af græs på boldbaner.
PRÆSTØ
Nedrivning
Ejeren af Jernbanevej 7, Præstø har ansøgt Vordingborg Kommune om tilladelse til at nedrive ejendommen, og forleden sagde Teknik- og Miljøudvalget ja til at ansøgningen.
Bygningen er opført i 1905 og er oprindelig bygget som villa i nationalromantisk stil og har en høj bevaringsværdi. Bygningen er opført på opfyld på tidligere havbund.
Bygningen har igennem en længere årrække været benyttet til kontorer, men bygningen er efterhånden uegnet til både beboelse og liberalt erhverv, da bygningen er sunket omtrent 20 cm i den østlige del. Det vurderes at en udbedring af skaden ved ny pilotering og hævning af bygningen, vil være en omfattende og ganske omkostningstung opgave.
ODSHERRED
Trafiksanering
Miljø- og Klimaudvalget i Odsherred Kommune skal på sit møde på tirsdag beslutte hvilke projekter, der skal finansieres af årets budget til Færdselssikkerhed.
Udvalget havde temamøde om indsatsområder inden for færdselssikkerhed 2. maj, hvor der blev drøftet tiltag og prioriteringer for årets budget på ½ mio. kroner.
Her blev man blandt andet enige om at arbejde videre med en række kampagner, men også med trafiksanering af Ravnsbjergvej. Efter åbning af Hønsinge Omfartsvej er det besluttet, at Ravnsbjergvej skal trafiksaneres, så det bliver tryggere for bløde trafikanter at færdes ad/langs vejen.
Derudover ser udvalget gerne, at der etableres byporte ved Vesterport i Nykøbing, ved Møllebakken i Rørvig og ved Oddenvej i Havnebyen.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Bælum, Allerød, Lyngby-Taarbæk, Vordingborg, Præstø og Odsherred