En fremgang bedre end ventet, og som ledelsen anser som tilfredsstillende. Sådan kan koncernregnskabet for EKJ Rådgivende Ingeniører kort opsummeres.
Koncernen, der omfatter EKJ Rådgivende Ingeniører A/S og datterselskaberne Broconsult A/S og EKJ Consulting Engineers Bulgaria Ltd., lander i 2016 en nettoomsætning på 197,9 mio. kroner mod 162,6 mio. kroner i 2015.
Årsresultatet forbedres med godt 5,5 mio. kroner fra cirka seks mio. kroner i 2015 til 13,4 mio. kroner i 2016.
Både i top og bund er resultaterne bedre end ventet, fremgår det af ledelsesberetningen, der desuden beskriver, at omsætningen fra opgaver uden for Danmark udgør cirka én procent af den samlede omsætning, og at datterselskaberne bidrager til koncernregnskabet med godt 700.000 kroner
Om resultatet siger adm. direktør Jørgen Nielsen:
- Vi havde regnet med at lande en overskudsgrad på cirka 5,5 procent, men i stedet lander vi på otte procent.
Han begrunder fremgangen med afsluttede projekter og en stor ordretilgang.
- Ordretilgangen har været markant i 2016. Der har været en kraftig aktivitet, og så har vi fået styrket vores interne processer, så vi får mere ud af anstrengelserne, siger han og fortsætter:
- Desuden er årets resultat påvirket positivt af afsluttede sager, som har været særdeles lønsomme.
God ordretilgang flere steder
Jørgen Nielsen fortæller, at EKJ Rådgivende Ingeniører A/S i 2016 blandt andet har afsluttet ombygningen af Københavns Universitet Amager, hvor de har været rådgivende ingeniør på etape to og tre.
Vedrørende opgaverne beskriver ledelsesberetningen, at EKJ Rådgivende Ingeniører A/S’ sektor inden for "byggeri og bygherrerådgivning" i 2016 har haft ordretilgang inden for især hotel-, erhvervs- og undervisningsbyggeri, mens "anlæg og miljø"-sektoren har oplevet en fortsat ordretilgang inden for infrastrukturområdet.
"Dog er det fortsat Cityringen i København, højhastighedsbanen fra København til Ringsted samt jernbaneudbygningen fra Ringsted til Rødby der omsætningsmæssigt vægter mest", lyder det i ledelsesberetningen.
Her fremgår det, at "anlæg og miljø" udgør 35 procent af årets omsætning, mens "byggeri og byherrerådgivning" tegner sig for de resterende 65 procent.
Positive briller ser på 2017
Når det gælder 2017, så er forventningerne positive.
- Vi er kommet godt fra start her i 2017. Vi har en god pipeline, og vi forventer et resultat på niveau eller måske lidt under 2016, siger Jørgen Nielsen.
Han fremhæver, at de generelt har en vækststrategi. De vil både vækste organisk og ride med på den konsolideringsbølge, der er i branchen, men det skal ske med dem ved roret.
Lige nu ser virksomheden frem mod 2018, men arbejdet med den næste treårige strategi går snart i gang, fortæller han og påpeger desuden, at de har gennemført en medarbejder- og kundetilfredshedsundersøgelse i 2016, som viser en "pæn stigning", hvilket også er en del af strategien.
Rådgivende ingeniørkoncern lander bedre end ventet
En omsætningsvækst på 21,7 procent sammenlignet med 2015 og en overskudsgrad på otte procent er realiteten i koncernregnskabet for 2016 for EKJ Rådgivende Ingeniører