Til august kan ISC Rådgivende Ingeniører A/S fejre 50 års fødselsdag.
Det er der kommet en 684 sider stor bog ud af. Den hedder "Viden om... 50 år med ISC Rådgivende Ingeniører" og er skrevet af firmaets direktør, bro- og stålkonstruktionsspecialisten Kjeld Thomsen, som i øvrigt fyldte 81 år i februar.
Han er manden, der har bygget og projekteret i det meste af verden og på alle kontinenter, fra brobyggeri i Sumatras jungle over boreplatforme i Nordsøen til projektering af krafværker i Saudi-Arabien.
Kendte kerneområder
Og bogen inviterer gavmildt med på alle rejserne, både de ydre og de indre.
I en blanding af virksomhedshistorie og personlige erindringer fra et langt (rejse)liv i ingeniørkunstens tjeneste - og før det et spændende indblik i en barndom på Østerbro under besættelsen - strør civilingeniøren om sig med historier og anekdoter om den ofte vanskelige tilblivelsesproces af de konstruktioner, der også i dag kendetegner virksomhedens kerneområder, nemlig lufthavne, energi, kraftværker, vindmølleparker, brobygning, industribyggeri, havnebygning og offshore.
Udover alle de mange beretninger og betragtninger af både personligt og fagligt tilsnit, krydrer Kjeld Thomsen, som i øvrigt fyldt 81 i februar, sin bog med nogle af sine litterære helte, og drysser med let hånd guldkorn af Piet Hein, Halfdan Rasmussen, Thorkild Hansen, Mark Twain - og Steve Jobs ned over siderne.
Det er alt sammen meget underholdende - og for en ingeniør sjovt nok ganske løst og ufokuseret. Men sådan er det vel, når et liv og en virksomhed flyder sammen. Og erindringer, med masser af oplevelser og følelser, blander sig med konstruktion og matematik.
Fyldt til randen
Bogen er sprængfyldt med indfald, udfald, sidehistorier, udflugter, drømmeprojekter, ledelsesråd, personlige anekdoter og livskloge betragtninger.
Hybridbogen om manden og firmaet kunne med fordel have brugt en skarp redaktør, der nok havde skåret i visse Kjeld Thomsen-darlings og længere historiske fakta, som desværre bremser læsningen en anelse.
Men historierne, som stifteren af et af Danmarks store rådgiverfirmaer tydeligvis brænder for at få fortalt, er værd at lægge øre til.
For det er tydeligt, at vi her har at gøre med en fortæller, der lever og ånder for sit fag.
Og det er smittende.
Han har gennemført fornyelser inden for stålkonstruktioner og har udgivet et samlet moderne lærebogsværk i faget, blandt andet inspireret af en længere studierejse i USA i 1967, som selvfølgelig også er med i "Viden om..".
Hans ingeniørvidenskabelige indsats på område blev i 1979 belønnet med professor A. Ostenfeldts guldmedalje.
Kjeld Thomsen har skrevet over 100 artikler til danske og internationale fagtidsskrifter. Det mærkes tydeligt i dette nye store personlige værk, der blander fag med passion.
Når et liv og en virksomhed smelter sammen
En af Danmarks kendte ingeniører har skrevet om 50 år med den rådgivende ingeniørvirksomhed ISC