Ejendomsselskabet Dades får hvert år regninger fra håndværkere og entreprenører på cirka 200 millioner for opgaver, der udspringer af den helt normale drift af især erhvervsejendomme og butikscentre.
- Vi bruger nemt 150-200 mio. kr. om året på investeringer i at vedligeholde vores bygninger, herunder opgraderinger og forbedringer, for eksempel hvis vi får nye lejere med særlige ønsker, siger adm. direktør Boris Nørgaard Kjeldsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Lav tomgang er fokusområde
I regnskabsåret frem til sommeren 2016 investerede selskabet 50 mio. kroner i flere af sine 12 butikscentre og lidt over 70 mio. kroner på sine øvrige erhvervsejendomme, hovedsageligt kontorer.
Samlet har Dades mursten for 20 mia. kroner og døjer med, at op imod ni procent af kvadratmeterne står tomme uden lejere.
Derfor har selskabet lavere tomgang som et af sine fokusområder, og konverteringer af tomme kontorlejemål i København er et af de felter, hvor investeringer kan hjælpe til.
Hovedstaden har mange ledige kontorer, og samtidig går boliger som varmt brød, hvad enten de skal sælges eller lejes ud.
- I Amaliegade er vi ved at konvertere kontorer til 25 lejligheder, og i Nyhavn drejer det sig om 10 boliger. Det er typisk områder, hvor lejen ligger omkring 2.000 kroner per kvadratmeter, og det er boliger, vi vil beholde, siger Boris Nørgaard Kjeldsen.
Lokalerne i Amaliegade husede tidligere den norske ambassade, mens Nyhavn rummede et større - og opsagt - kontorlejemål.
Dades vedligeholder for 200 mio. om året
Dades bruger trecifrede millionbeløb på at vedligeholde og optimere sine ejendomme. I øjeblikket omfatter opgaverne at konvertere kontorer til boliger