23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Frederikssund, Vinge, Skibby, Birkerød, Trekroner og Gjøl

REGION HOVEDSTADEN



FREDERIKSSUND



Istandsættelse af Færgevej

Frederikssund Kommune har over 2017 og 2018 afsat 9,122 mio. kroner til istandsættelse af Færgevej, fordelt med 4,436 mio. kroner i 2017 og 4,686 mio. kroner i 2018. Det afsatte rådighedsbeløb i 2016 og 2017 er tidligere blevet frigivet, og nu søges rådighedsbeløbet i 2018 frigivet, når Frederikssund Byråd holder møde i morgen. 



VINGE



Etablering af udsigtspunkt

Frederikssund Byråd skal på sit møde i morgen beslutte, om forslag til lokalplan nr. 112 for et udsigtspunkt ved Boulevarden i Vinge skal godkendes og fremlægges til høring.



Lokalplanen har til formål at sikre etableringen af et udsigts- og oplevelsespunkt i Vinge. Borgerne får med lokalplanen mulighed for at følge med i byggeprocessen af blandt andet Vinge Centrum samt udsigt over landskabet i øvrigt. Projektet vil kunne give borgerne et kig ind i tilblivelsesprocessen af det fremtidige Vinge med arkæologiske udgravninger, byggemodning af grunde og slutteligt de færdigetablerede bygninger.



Øst for udsigtsplatformen kan der etableres en skulpturpark, cykelparkering og faciliteter i forbindelse med supercykelstien, hvilken løber umiddelbart nord for lokalplanområdet langs S-banen. I den nordlige del af området kan der etableres et grønt bælte, og der skal etableres et regnvandsbassin i den sydøstlige del af området. I den vestlige del af området etableres en nærgenbrugsstation til borgere med mindre mængder affald i lokalområdet. Affaldscontainerne kan etableres som nedgravede containere, hvor kun selve indkastet er synligt på jordoverfladen.



SKIBBY



Bevægelsesbånd

Frederikssund Byråd vedtog med budget 2016 at afsætte 3,5 mio. kroner til etablering af et bevægelsesbånd i Skibby. Budgettet er fordelt med 1,5 mio. kroner i 2017 og to mio. kroner i 2018.



Bevægelsesbåndet placeres mellem Fjordlandsskolen, afdeling Skibby og hallen i Skibby og udformes som en aktivitetsløjpe, der samtidig fungerer som et sikkert stisystem mellem skole og hal.



Der tilknyttes en ekstern rådgiver, som som via dialog med Styregruppen for Helhedsplan Skibby skal udarbejde et projektforslag for etablering af bevægelsesbåndet. En projektbeskrivelse forventes klar til fremlæggelse for Fritidsudvalget i slutningen af året.



Sagen er på dagsordenen, når Frederikssund Byråd holder møde i morgen. Der søges om en anlægsbevilling på 750.000 kroner til rådgivning og forundersøgelser samt om godkendelse af den udarbejdede tidsplan.



BIRKERØD



Etablering af cykelsti

Miljø- og Teknikudvalget i Rudersdal Kommune har tidligere besluttet at igangsætte skitseprojektering af cykelstier på en delstrækning af Søndervangen samt skitseprojektering af delte stier på en delstrækning af Frydenlundsvej.



Forvaltningen foreslår nu, at der frigives midler til projektering, udbud og udførelse af cykelstier på Søndervangen, mens delte stier på Frydenlundsvej afventer en geoteknisk undersøgelse, før anlægsøkonomien kan konkretiseres, og det bakkes om af Miljø- og Teknikudvalget.



REGION SJÆLLAND



TREKRONER



Vejanlæg

Roskilde Byråd skal på sit møde i morgen beslutte, om der skal frigives penge til projektering og anlæg af vej til område B29 Skademosen i Trekroner. Forvaltningen indstiller, at der gives en anlægsbevilling på 6,4 mio. kroner ved fremrykning af de i budgettet afsatte anlægsmidler i 2019.



Byrådet godkendte på mødet den 25. januar i år at sælge arealet Trekroner B29 Skademosen til Boligselskabet Sjælland til opførelse af 44 nye familieboliger, heraf seks små billige almene familieboliger. Således er der behov for, at byggemodningen af området med etablering af vej og ledninger påbegyndes i indeværende år for at følge Boligselskabets tidsplan.



Byggemodningen forventes udbudt i totalentreprise i forsommeren 2017 og grovbyggemodningen påbegyndt i sensommeren 2017. Færdigmodning af vejanlægget forventes udført i 2019, når Boligselskabet har afsluttet sit byggeri.



Forvaltningen søger ligeledes om fremrykning og frigivelse af midler til projektering og anlæg af vej til nyt plejecenter i Hyrdehøj. Det drejer sig om en anlægsbevilling på tre mio. kroner.



Projektering og udbud opstartes i foråret 2017 og anlægsstart forventes i august 2017 med anlæg af rekreativ sti.



REGION NORDJYLLAND



GJØL



Nyt boligområde

Jammerbugt Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan for at sikre, at der fortsat vil være et udbud af attraktive byggegrunde på Gjøl. Det nye boligområde, som lokalplanen åbner op for, vil komme til at bestå af åben-lav bebyggelse i form af parcelhuse. Der kan opføres op til 19 bebyggelser i området.



Jammerbugt Kommunalbestyrelse skal på sit møde på torsdag beslutte, om forslaget skal godkendes og fremlægges til offentlig høring.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.14