Flere partier har nu fået øjnene op for de begrænsninger, der er i planloven i forhold til at etablere midlertidige studieboliger.
I en fælles henvendelse til erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) spørger Dansk Folkepartis og Socialdemokratiets boligordførere om, hvilke muligheder den nye planlov åbner op for i forhold til at kunne give dispensation fra en lokalplan i forhold til midlertidige studieboliger. Desuden ønsker de to ordførere at vide, om kommunerne alene med begrundelsen midlertidige studieboliger kan give dispensation fra en lokalplan.
Debatten om midlertidige studieboliger har raset længe. I efteråret skrev en række virksomheden med CPH Containers og vinduesproducenten Velux i spidsen et brev til Folketingets boligordførere og den daværende erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) med en opfordring til at tage et opgør med planlovsaftalens afsnit 5.3. Afsnittet giver i dag mulighed for midlertidig anvendelse af tomme arealer i tre år med mulighed for forlængelse, herunder til studieboliger, men det burde i stedet være 10 år.
Stadig mangler i loven
Ud over Velux og CPH Containers, der laver midlertidige studieboliger til studerende af gamle Mærsk-containere, så underskrev også Dansk Byggeri, Lejernes Landsorganisation, 3F og Dansk Metal brevet. Men på trods af, at loven er justeret, så de midlertidige boliger kan stå i 10 år, så sætter planloven stadig begrænsninger, forklarer en af folkene bag CPH Containers Frederik Noltenius Busck. Problemet er nemlig, at det er lokalplanpligtigt, at lave studieboliger, og at der derfor ved opførelse af hver containerblok skal laves lokalplan.
- På trods af intentionen med lovgivningen så løser man stadig ikke problemet med mangel på studieboliger, hvis der hver gang skal laves lokalplaner. Desuden risikerer man, at de byggerier der laves, de kun bliver af begrænset omfang, siger han.
Ifølge tidsplanen skal moderniseringen af planloven til 3. behandling i Folketinget den 1. juni i år.
Planlov volder nye problemer
Moderniseringen af planloven skulle gøre det muligt at opføre midlertidige studieboliger, men endnu en regel skaber begrænsninger