REGION MIDTJYLLAND
HADSTEN
Udskiftning af kedler på varmeværk
Hadsten Varmeværk ønsker at udskifte tre gamle kedler med to nye på deres spids- og reservelastcentral på Hovvej 86 i Hadsten. I forbindelse med udskiftningen af kedlerne, skal der foretages en gennemgribende renovering af selve centralen. Hadsten Varmeværk har derfor indsendt et projektforslag til Favrskov Kommune med anmodning om godkendelse.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede på sit seneste møde at godkende projektforslaget.
FREDERIKS
Tilbygning til børnehave
Lokalplan nr. 471 og kommuneplantillæg nr. 62 - For et område til børnehave ved Solvænget i Frederiks er nu endeligt vedtaget.
Lokalplanen er udarbejdet, fordi Viborg Kommune ønsker at opføre en tilbygning til den eksisterende børnehave på Solvænget 172 i Frederiks.
REGION SYDDANMARK
BOGENSE
Udvikling af Bogense Havn og Marina
Nordfyns Kommunalbestyrelse har vedtaget Kommuneplantillæg nr. 17 og Lokalplan 2016-9 Vestre Havnevej 1-11B endeligt.
Lokalplanen giver mulighed for at realisere den del af "Udviklingsplanen for Bogense Havn og Marina", som vedrører den indre del af Vestre Havnevej.
Planområdet er i dag udlagt til erhverv, og muliggør derfor ikke intentionerne om at etablere bolig- og kulturformål i området, som det fremgår af "Udviklingsplanen for Bogense Havn og Marina". Derfor er nærværende planforslag udarbejdet.
Blandt andet har en privat bygherre planer om at etablere kulturelle aktiviteter i bygningerne, der tidligere husede Bogense Plast.
REGION HOVEDSTADEN
HØRSHOLM
Opførelse af 28 almene boliger
Der skal opføres en ny almen boligbebyggelse med i alt 28 boliger på Møllevænget 5 i Hørsholm. Det er Danske Funktionærers Boligselskab, c/o Domea, der er bygherre på projektet.
Der bliver tale om 14 boliger på 50 kvm og 14 boliger på 80 kvm, fortæller Hørsholm Kommune på sin hjemmeside.
Boligerne bliver opført som en kædebebyggelse langs Frederiksborgvej, og bebyggelsen bliver i en og to etager. Facaderne bliver hovedsageligt opbygget af teglspåner , og husene får ensidig taghældning.
De fleste af boligerne får adgang direkte fra terræn, men nogle få af boligerne på 50 kvm får adgang via udvendig trappe.
Planprocessen forventes afsluttet inden årets udgang.
HELSINGØR
Opførelse af dagligvarebutik
Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget i Helsingør anbefaler, at Lokalplan 1.157 for Meretecentret vedtages endeligt.
Lokalplanen muliggør opførelse af en ny dagligvarebutik i stedet for det nuværende Meretecentret.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Hadsten, Frederiks Bogense, Hørsholm og Helsingør