Det er ikke helt ligetil at få unge handels- og salgselever til at sende en praktikansøgning til byggevarebranchen, melder flere kæder.
De unge har typisk ikke branchen som førstevalg, men vil hellere i praktik i tøjbutikker eller dagligvareforretninger. De kender simpelthen ikke mulighederne i branchen, men når de bliver gjort opmærksom på dem, så kommer ansøgningerne.
Hos Xl-Byg, der har et mål om at øge elevmængden fra cirka 100 til 150 om året, har man sat gang i en elevkampagne med en række nye initiativer, der skal sikre faglært arbejdskraft i fremtiden og gøre opmærksom på karrieremulighederne. Derudover bliver der skruet op for en række gamle tiltag.
Xl-Byg begynder blandt andet at lave speeddating på handelsskolerne, hvilket hurtigere giver de unge en direkte kontakt til forretningen, fortæller Liselotte Christensen, HR- og Kommunikationschef i XL-Byg.
Hun fortæller, at de med indsatsen gerne vil øge antallet af ansøgere - både for at sikre, at eleven er et godt match for dem, og at de er et godt match for eleven.
De har desuden øget markedsføringen i egne aviser, oprettet en Facebook-gruppe, hvor nuværende elever fortæller om praktiktiden i Xl-Byg, stiftet en elevpris, indført en årlig elevdag med teambuilding og oprettet et talentspor, hvor de bedste af eleverne får tilbudt at starte på en akademiuddannelse allerede mens, de er i lære.
Samlet set handler det om at fortælle, at dét at være i praktik i branchen er meget mere end "bare" at være i et byggecenter, fortæller Liselotte Christensen og understeger, at de har meget fokus på det her, da branchen står over for en udfordring med at skaffe faglærte.
Den udfordring skal de selv være med til at komme til livs, og derudover vil de gerne være med til at give unge mennesker et ståsted i livet, fortæller hun.
- Vi har et kæmpe medansvar for at få udbredt et godt kendskab til, hvad man kan i vores branche, siger hun.
Færre ansøgninger end tidligere
Hos Stark, der pt. har 55 elevpladser, melder de, at de får de elever, de skal bruge, men at ansøgningerne til elevpladserne er færre end for 10 år siden. En ny trend i år er, at cirka en tredjedel af ansøgerne er over 25 år, fortæller HR-direktør Per Pedersen.
Sammenlignet med for 10 år siden vurderer han, at der er tale om et fald i antal ansøgninger på 15-20 procent, men til gengæld er de ansøgninger, der kommer ind, mere kvalificerede, fortæller han og fremhæver samtidigt, at Stark er blevet bedre til at kommunikere ud, hvad byggevarebranchen er for en størrelse.
Stark, der lige nu er ved at køre samtaler med mulige elever, har kørt med en kampagne målrettet skolerne, de har samlet deres jobannoncer i Jobindex, annonceret i FUT-Blandet for unge trælast- og byggemarkedsfolk samt kørt en kampagne på Starks Facebookside.
- Vi kan sagtens gøre endnu mere, og vi kommer til at opskalere indsatsen de kommende år, siger Per Pedersen.
- Branchen har måske ikke været så god til at fortælle om de muligheder, der er. Det skal vi være bedre til, samstemmer han.
Bygma udfordres i Jylland
Hos Bygma har man tidligere været udfordret på rekrutteringen af de rette elever, og man nikker genkendende til, at der er mange, der ikke på forhånd kender karrieremulighederne.
- Men når vi fortæller dem, hvad det vil sige at gøre karriere i denne branche, synes mange at det er rigtig spændende. I år har vi iværksat en række initiativer, der betyder, at vi har fået langt flere elever end tidligere, og at kvaliteten af kandidaterne er mærkbart bedre, skriver HR-direktør i Bygma, Anette Sondrup, i et mailsvar.
- Vi har i år løftet barren for vores elever - som nu hedder "salgstrainees" - og har lanceret en ny og konkurrencedygtig uddannelse, supplerer hun og fortæller, at de blandt andet tilbyder et akademifag om salgspsykologi og grundlæggende salg til alle deres elever.
- Vi tilbyder også vores salgs-trainees praktikophold i vores datterselskaber i Sverige og Island, oplyser hun og fortæller, at de samarbejder med en række handelsskoler og blandt andet tager på karrieremesser, hvor de oplyser om den nye uddannelse.
- Vi har fået produceret en film specifikt til målgruppen og har oprettet et helt nyt salgstrainee-site. Dette tilsammen har øget interessen betydeligt, skriver hun, men erkender samtidigt, at selvom det er gået langt bedre med rekrutteringen i år, er de ikke helt i mål.
- Det er fortsat lidt tungt at finde egnede kandidater i visse randområder i Jylland, skriver hun.
Hun henviser i den forbindelse til Hjørring, Bindslev, Sæby og Aabenraa og fortæller, at Bygma, der tilbyder 40 uddannelsespladser til deres 56 forretninger, stadig er i gang med at besætte de sidste pladser, men at de er fortrøstningsfulde om, at det nok skal lykkes.
Byggekæder skal kæmpe for eleverne
Tøjbutikker og dagligvareforretninger trækker mere i unge salgs- og handelselever end byggevarebranchen. De forskellige kæder har derfor igangsat initiativer for at trække de unge til og fortælle om karrieremulighederne