23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

KL: Kommunerne udliciterer mere og mere

Men det skal være op til kommunerne lokalt at vurdere potentialet for øget brug af private, lyder det fra landsforeningen

Der bliver set i retning af udlicitering på vej- og parkområdet ude i kommunerne.



Sådan lyder reaktionen fra Kommunernes Landsforening (KL), ovenpå det forskningsprojekt fra Aalborg Universitet, som Licitationen - Byggeriets Dagblad beskrev i går.



Forskningsprojektet konkluderer blandt andet, at der er penge at spare ved at udlicitere. Gevinsten er størst første gang, en dansk kommune udliciterer vej- og parkområdet.



Her er der i gennemsnit tale om 11,4 procent, men det samlede besparelsespotentiale indfries først efter gentagne udbud.



Det fik divisionsdirektør i HedeDanmark, Søren Bo Johansen, til at kalde det "tankevækkende", at udliciteringsgraden i Danmark ikke er højere end tilfældet på området.



Kommunerne "tapper slet ikke hele det potentiale, der er for besparelser", mener han og understreger, at der er tale om endnu en enslydende besparelseskonklusion.



Også KL påpeger, at resultaterne ikke adskiller sig fra andre på området.



- Uden selv at have set rapporten, så ligger resultaterne meget på linje med andre analyser på området, fortæller Susanne Nørlund Munk, specialkonsulent i KL, og understreger, at flere opgaver på det tekniske område i dag bliver udliciteret sammenlignet med tidligere.



- Hvis vi ser på IKU-tal (indikator for konkurrenceudsættelse red.), så er det opgaver på det tekniske område, som i stigende grad udliciteres. Fra 2007 - 2015 er der tale om en fordobling, fortæller hun og påpeger, at det er et område, hvor der er et velfungerende privat leverandørmarked og tæt offentlig-privat samarbejde.



Hun oplyser, at 38,5 procent af opgaverne på trafik- og infrastrukturområdet - herunder især de kommunale veje - blev udliciteret i 2007, mens det i 2015 gælder 57,2 procent.



- Det viser, at man i høj grad gerne vil et samarbejde med de private på området, siger hun.



Hun understreger samtidigt, at potentialet for øget brug af private bedst vurderes lokalt.



Forskelligt syn på kontrolbud

Hos Dansk Byggeri ser man "med stor tilfredshed på", at IKU’en er steget. Og arbejdsgiver- og brancheorganisationen anerkender kommunerne for, at det går fremad med at inddrage de private leverandører, men der er fortsat et betydeligt potentiale, fortæller erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius.



Han fortæller, at IKU’en kigger på alt, der er konkurrenceudsat, mens den Private Leverandør Indikator, PLI, er et udtryk for det, der er udliciteret til private aktører, og at det derfor er vigtigt at se på, om det er private, der har vundet, eller om det er kommunens kontrolbud, som Dansk Byggeri ofte oplever, ikke har regnet alt med.



Kontrolbud er ifølge forskningsprojektet mest udbredt i Danmark, og Torben Liborius oplyser, at Dansk Byggeri alt for ofte ser, at når en opgave har været udbudt, og et kontrolbud har vundet, så annulleres udbuddet. Og der følges ikke tilstrækkeligt op.



- Mange kontrolbud snyder på vægten, fordi de ikke helt leverer det, der har været udbudt. Fordi udbuddet er annulleret, så er der ikke en forpligtigelse til at følge op på, om det, der er budt på, også bliver leveret, siger Torben Liborius.



Hos KL fremhæver Susanne Nørlund Munk, at det altid er vigtigt at følge op på en kontrakt og erkender, at det ikke altid sker i tilstrækkeligt omgang - heller ikke ved eksterne samarbejder.



- Men det er klart i kommunalbestyrelsens interesse, at den økonomi og de betingelser, som er aftalt for samarbejdet også efterleves efterfølgende, siger hun.



Hun påpeger desuden, at erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) den 3. marts har haft kaldt til dialog på området om fair og lige konkurrence mellem offentlige og private aktører, og at KL er enige i, at konkurrencen skal være netop fair og ske på lige vilkår.



- Og i udgangspunktet synes vi, at reglerne på området om beregning af kontrolbud er gode nok, men vi ser gerne på, om der skal laves vejledninger eller andet, som kan hjælpe kommunerne, siger hun.



Samtidigt advarer hun mod at indføre regler, der skaber bureaukrati og barrierer for kommunernes konkurrenceudsættelse.



- Det handler om at udvikle det offentlig-private samarbejde i stedet for at begrænse mulighederne, siger hun.



Torben Liborius er enig i, at reglerne for kontrolbud sådan set er gode nok, men at det er vigtigt at se på, om kommunerne evner at leve op til kontrolbudsreglerne.



- Det har vi set for mange eksempler på, at kommunerne ikke gør. Om en vejledning er tilstrækkeligt, det er vi ikke sikre på, siger han og henviser i stedet til, at der bør være et krav om, at kommunerne skal overholde kontrolbudsbekendtgørelsen.



Modsat svarer Susanne Nørlund Munk, at et egentlig lovkrav om opfølgning har KL svært ved at se gennemført i praksis.



- Det vil indebære et stort bureaukrati, siger hun.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.183