En, to, tre.
For tredje år i træk mødtes forvaltningen i Københavns Kommune med virksomheder og leverandører til Leverandørforum på Københavns Rådhus.
Arrangementet fandt sted fredag formiddag, og 215 personer - repræsenterende 155 virksomheder - deltog.
Formålet er ikke mindst at komme i dialog om indkøb og kommende udbud, så det bliver nemmere for virksomhederne at få projekterne med i deres planlægning.
Blandt deltagerne var både entreprenører, rådgivere og konsulenthuse, og til at åbne ballet i rådhusets festsal var overborgmester Frank Jensen (S) igen i år mødt frem.
- Det er dejligt at se, at vi igen i år er så mange, der er mødt frem til Leverandørforum. Det er jeg glad for, for vi har brug for en tæt dialog med jer, hvis vi sammen skal skabe vækst, arbejdspladser og udvikling i vores hovedstad, sagde han blandt andet og slog fast, at København er ude af krisen, men at det ikke er tid til at hvile på laurbærrene.
Konkurrencen med andre storbyer er benhård, og derfor er det vigtigt at være innovativ - ikke mindst i udbud -, og her spiller samarbejdet en vigtig rolle, understregede han og påpegede desuden etableringen af Center for Indkøb, der er en fælles indkøbsfunktion for hele kommunen.
- Center for indkøb skal sikre, at alle institutioner i kommunen har adgang til de rigtige varer til den rette pris, for vi er nødt til at sikre, at vi får mest muligt ud af skatteborgernes penge, sagde han og fortsatte:
- Næste år udløber kommunens nuværende indkøbspolitik, og vi vil gerne have jer med i dialog om indretningen af vores fremadrettede indkøbspolitik. Vi tror, det både kunne være godt for jer og også for os som indkøber.
Efter velkomsttalerne fordelte de mange deltagere sig hurtigt ud på på de forskellige stande.
Åbenhed og gennemsigtighed
Hos Byggeri Københavns stand var det muligt at hente et ark med uddrag af de forventede kommende byggeudbud, og den mulighed benyttede mange af deltagerne sig af. Også muligheden for at stille spørgsmål til kontorchef i Byggeri København, Christina Schulin-Zeuthen, blev der gjort brug af.
Udbudsform var et af de spørgsmål, som gik igen. Og her lød svaret, at det vurderes i de enkelte tilfælde, men at tidlig inddragelse og konkurrencepræget dialog er former, der vil spille en rolle.
Også spørgsmål om, hvordan Byggeri København agerer, og spørgsmål om kommunens organisering gik igen under besøgende på standen, fortæller Christina Schulin-Zeuthen.
Hun betegner Leverandørforum som et vigtigt arrangement og understreger, at en af de ting kommunen netop arbejder på er større gennemsigtighed i forhold til udbuddene, så virksomhederne bedre kan planlægge.
- Det er vigtigt at kommunen er åben, så borgere, virksomheder og leverandører kan stifte bekendtskab og se, hvad der er på vej, siger hun og supplerer:
- Vi hører jo også om, hvordan det er at byde på vores opgaver. Det er også et spørgsmål om at få noget respons.
- Jeg synes, det er super, at mange ser mening i at komme ind og se, hvad sådan en dag kan give dem, fortsætter hun.
På listen over de forventede kommende udbud er blandt andet en række skoleprojekter og ombygning af Nørrebro Bibliotek.
København fortsætter udbudsdialog
Leverandørforum har igen været på tapetet på Københavns Rådhus, og de deltagende byggevirksomheder kunne blandt andet blive klogere på forventede kommende byggeudbud