En skole tablet som skibscontainere - og bygget i én stor solcelle. Et laboratorie for det maritime liv. Og et vigtigt bæredygtigt bidrag til hovedstadens nye bydel.
Der kan sættes mange ord på Copenhagen International School (CIS), der åbnede tirsdag i en sky af gylden konfetti, da Princesse Benedikte med skolens elever officielt åbnede den 25.000 kvm store skole i Nordhavnen.
Bygningen er tegnet af arkitektvirksomheden C. F. Møller, og med alsidige ingeniørydelser af Niras kobler den moderne arkitektur med bæredygtighed og indretning.
Facaden er beklædt med ikke færre end 12.000 solcellepaneler, der vil kunne dække mindst halvdelen af skolens årlige elforbrug.
- Det er en stor oplevelse at se den store hovedtrappe blive brugt af eleverne, som vi rent faktisk havde forestillet os, siger arkitekt og partner hos C. F. Møller, Mads Mandrup, til Arkbyg, da vi møder ham ved indvielsen.
- Hvor bæredygtige tiltag, som solceller eller grønne tage, tidligere føltes som en pligt for bygherren, og hvor vi som arkitekter skulle lave lobbyarbejdet for grønne tiltag og være overbeviserne, er der sket et markant skift, mener Mads Mandrup.
- For 5-10 år siden skulle vi overtale bygherren, nu er der en omstillingsparathed, da de kan se en effektiv branding og PR-værdi. Foruden sund fornuft og en god forretning.
Vant til skoler
Han glæder sig over at solcellerne har fået et pædagogisk design, der betyder, at skolens elever kan bruge dem direkte i undervisningen, kan følge energiproduktionen og udnytte data i blandt andet fysik og matematik.
- Og så har vi skabt noget, der allerede nu har fået internationalt opmærksomhed, siger C. F. Møller-partneren, der ikke er uvant med at tegne internationale skoler: Både A. P. Møller Skolen for det danske mindretal i Slesvig og Ikast Internationale Skole bærer tegnestuens signatur.
Danmarks største
Solcelleanlægget dækker et samlet areal på 6.048 kvm, hvilket gør det til et af Danmarks største anlæg integreret i et byggeri.
Bygningen producerer dermed cirka 200 MWh om året, hvilket svarer til årsforbruget i 70 parcelhuse.
- Jeg mener også at de blågrønlige nuancer er en fin opfriskning af de "fire nuancer af grå", som præger Nordhavnen, siger Mads Mandrup.
Byggeri i ny bydel
Andrew Ferguson Dunn, projektchef hos Niras, har været med fra begyndelsen, for cirka fem år siden, og har sammen med arkitekt og bygherre lavet de første business-cases til byggeriet.
- Så fandt vi denne beliggenhed og det var jo med plusser og minusser. Men sådan er det at være firstmovers på et projekt, der ligger i en helt ny bydel, med arbejdet omkring for eksempel forsyninger og infrastruktur.
Og når han står i bygningen på åbningsdagen, omgivet af glade elever og lærere, er han ikke i tvivl om, at det har været arbejdet værd. Især fordi Niras har været med i mange processer:
- Vi har haft alle ingeniørydelser og tilsyn, og på grund af projektets størrelse har vi haft en daglig projektledelse som har styret ingeniørprojektet i tæt samarbejde med mig som den overordnet projektansvarlig, siger Andrew Ferguson Dunn til Arkbyg.
Han fortæller, at Niras rent byggeteknisk kunne trække på erfaringer andre steder fra:
- Det er jo et stålhus, og min fagansvarlig på området har blandt andet arbejdet med DR’s Koncerthus og Kunstens Hus i Herning, der også består af komplekse stålkonstruktioner. Så her kunne vi bruge nogle erfaringer - også i forhold til, hvordan man møder entreprenøren i tilblivelsen af produktionstegninger. Der er nogle grænseflader her, der blev talt meget vellykket igennem.
Bedre indeklima
Andrew Ferguson Dunn tilføjer, at for eksempel i spørgsmålet om indblæsningssystemet på ventilationen har CIS, udover naturligvis de integrerede solceller, været banebrydende og - forhåbentlig - et eksempel til efterfølgelse.
- I forhold til optimal ventilation, der jo giver et bedre indeklima og bedre koncentrationsevner hos eleverne, har CIS været firstmovers og testet nye systemer sammen med Teknologisk Institut, da det ikke var anvendt tidligere i denne målstok, fortæller projektchefen.
I forhold til belysning er skolen også unik:
- Heller ikke her finder du løsninger, der bare ligger på lager. Alt er designet og gennemarbejdet til stedet, siger han til Arkbyg.
Skolebyggeriet er Københavns hidtil største skole og har nu givet plads til foreløbigt 1.200 elever og 280 ansatte.
En skole til fremtidens grønne havneliv
Arkitekturen i Copenhagen International School i Nordhavnen i København kan bruges direkte i undervisningen