23948sdkhjf

Flere ufaglærte kvinder blandt 3F’ere

Det skyldes et efterslæb i nogle fag, vurderer 3F. Blandt resten af befolkningen er der flest ufaglærte mænd, viser data fra 3F.

Langt flere mænd end kvinder i 3F-fag er faglærte.

Det viser nye data, som Fagbladet 3F har gravet frem i forbindelse med kvindernes internationale kampdag i dag. Omkring 53 procent af 3F’s mandlige medlemmer er faglærte, mens det samme tal for 3F-kvinderne kun er 41 procent, viser medlemsdata kombineret med uddannelsesdata fra Danmarks Statistik. Dermed adskiller 3F’erne sig fra resten af befolkningen, hvor der er 61 procent ufaglærte mænd, mens det tal kun er 39 procent for kvinderne.

Det skyldes, ifølge Søren Heisel, forbundssekretær i 3F, at der er forskelle i ældre og yngre kvinders uddannelsesniveau.

- Selvom vi i de senere år har set, at kvinder bliver bedre uddannet end mænd, så er der stadig et efterslæb i nogle fag. Jeg tror, det blandt andet kan skyldes, at kvinder mellem 50 og 60 år ikke er helt så højtuddannede som yngre kvinder, siger han til Fagbladet 3F.

Søger videre
Også i bygge- og anlægsbranchen er der kønsmæssige forskelle. I bogen "Women in Construction" konkluderer faglærer på Københavns Tekniske Skoles snedker- og tømrerlinje, Lone Thrane, og Elsebet Frydendal Pedersen, der er forsker på Danmarks Tekniske Universitet, BYG-instituttet, at kvinder har svært ved at komme til orde og få opfyldt deres ambitioner om anerkendelse og nye udfordringer, når de arbejder i traditionelt mandsdominerede byggefag. Derfor er der med undtagelse af malerfaget kun ansat meget få kvinder i byggefagene, og derfor søger kvinderne oftest videre inden for andre fag.

Udvikling på vej
Bygge- og anlægsbranchen er således en branche der domineres kraftigt af mænd, og hvor kvinder udgør mindre end 10 procent af alle beskæftigede i branchen.

Der er en tendens til at visse fag indenfor byggefagsbranchen uddanner flere kvinder end andre fag. I 2009 var der eksempelvis godt 2.000 murerelever men kun 10 af dem var kvinder. Blandt tømrerne var der samme år knap 6.000 elever og kun 40 af dem var kvinder, viser en rapport fra 3F.

Men der er en udvikling på vej, forklarer Mette Møller Nielsen, arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri.

- Vi er vant til at se kvindelige malere og efterhånden også kvinder i el- og vvs-branchen, så der sker en glidning. Vi har løfteregler og tekniske hjælpemidler, der har gjort mange fag mindre fysisk hårde og vi er på rette vej. Rent arbejdsmiljømæssigt ved vi også, at når der er kvinder på byggepladserne, så bliver tonen mindre hård, siger hun.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157