23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Faxe, Sorø, Tersløse, Esbjerg, Bramming og Randers

REGION SJÆLLAND



FAXE



Detailprojektering af dobbeltrettet cykelsti

Teknik- og Miljøudvalget i Faxe Kommune har givet grønt lys for, at detailprojekteringen af en dobbeltrettet cykelsti på Rådhusvej i Faxe igangsættes.



Som led i den kommende kommunale cykelstrategi besluttede Teknik- og Miljøudvalget i januar at igangsætte detailprojekteringen af tre udpegede stiprojekter i 2017, nemlig 2 minus 1-vej på Lyngvej i Rønnede, cykelstier langs Bråbyvej mellem Søndre Gangsti og Grøndalsvej i Haslev og cykelstier langs Rådhusvej i Faxe.



Der er i 2017 afsat seks mio. kroner til anlæg af nye cykelstier i kommunen. Da den samlede estimerede anlægssum for de ovenstående tre stiprojekter blev vurderet til lidt over syv mio. kroner, blev administrationen forud for en detailprojektering desuden bedt om at undersøge en alternativ stiløsning på Rådhusvej. Den alternative løsning på Rådhusvej indebærer, at der i stedet for enkeltrettede delte stier (både cykelsti og fortov) på begge sider af vejen, anlægges en dobbeltrettet cykelsti på vejens nordlige side.



SORØ



Etablering af parkeringspladser

Sorø Kommune har fra DSB modtaget en ansøgning om dispensation fra Lokalplan SK 6 for området ved Sorø Station, hvor DSB ønsker at udvide parkeringspladsen.



En udvidelse af parkeringspladsen vil kræve dis­pensation fra lokalplanen, fordi mange af de cirka 132 nye parkeringspladser vil blive etableret inden for lokalplanens byggefelter.



Teknik og Miljøudvalget har besluttet at give den ansøgte dispensation.



Projektet er imidlertid kun i sin indledende fase, og der er på nuværende tidspunkt ikke udarbejdet andre skitser/projekttegninger end dem, der ledsager denne sagsfremstilling.



TERSLØSE



Omfartsvej

Sorø Byråd besluttede tilbage i september sidste år at frigive midler til igangsætning af planlægning og projekteringsarbejde for en cykelsti og en omfartsvej ved Tersløse.



Der skal udarbejdes både lokalplan og kommuneplantillæg, inden anlægsprojekterne kan realiseres.



Teknik og Miljøudvalget anbefaler, at planlægningen sættes i gang.



Projekteringen af cykelsti og omfartsvej forventes udbudt i løbet af efteråret 2017. Udarbejdelsen af forslag til kommuneplantillæg og forslag til lokalplan vil herefter ske i første halvdel af 2018. 



REGION SYDDANMARK



ESBJERG



Renovering af genbrugsplads

Belægningen på Måde Genbrugsplads i Esbjerg Kommune er mange steder slidt, og indretningen lever ikke op til nutidens standard. Esbjerg Kommune planlægger derfor at renovere og modernisere genbrugspladsen næste år. Udgiften ventes at blive cirka 13 mio. kroner, som indregnes i budget 2018.



Teknik & Byggeudvalget i Esbjerg Kommune godkendte forleden, at renoveringen af Måde Genbrugsplads tages op ved budgetlægningen for 2018-21.



BRAMMING



Områdefornyelse

Der er nu udarbejdet et program for den områdefornyelse, Esbjerg Kommune ønsker at gennemføre i Bramming bymidte, herunder de centralt beliggende grønne områder umiddelbart nord for Bramming Kultur- og Fritidscenter.



Byfornyelsesprogrammet indeholder i alt 16 initiativer, der spænder over opgradering af udvalgte offentlige gade- og byrum, forbedring af forbindelser og passager, indsatser for trafiksikkerhed, midlertidige tiltag samt mulighed for at støtte mindre initiativer og arrangementer, der falder i tråd med områdefornyelsen.



Realiseringen af programmet skal ske inden for en fem-årig periode fra 2017 til 2022, og de første projekter planlægges realiseret allerede i 2017.



Esbjerg Kommune har udsigt til 4,5 mio. kroner fra staten, forudsat at kommunen selv tilfører projektet ni mio. kroner, hvilket kommunen budgetterer med.



Teknik & Byggeudvalget i Esbjerg Kommune anbefaler, at byrådet træffer beslutning om gennemførelse af programmet for områdefornyelse i Bramming, og at programmet sendes til godkendelse i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.



REGION MIDTJYLLAND



RANDERS



Boligområde

Randers Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan for Kærsmindeområdet, og den indstilles nu godkendt og fremlagt i offentlig høring.



Lokalplanforslaget omfatter Kærsmindeparken, Kærsmindebadet og et areal med daghaver. Kærsmindebadet lukkede i 2015 og lokalplanen giver mulighed for at nedrive badet og omdanne det frigjorte område ved Kærmindebadet til boligområde. Daghaverne forsøges omplaceret, og arealet, hvor daghaverne er placeret, udlægges som en del af boligområdet. Kærsmindeparken bevares i sin helhed som en offentlig, rekreativ park med sammenhængende stisystemer.



I første omgang tager Miljø- og teknikudvalget stilling til lokalplanforslaget i morgen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.136