REGION SYDDANMARK
HADERSLEV
Renovering af Pakhuskajen
Haderslev Byråd frigav forleden de fem mio. kroner, der er afsat til renovering af Pakhuskajen. Midlerne ønskes anvendt til totalrenovering af Pakhuskajens kajkonstruktioner omfattende ny spunsvæg, bolværk, både og adgangsbroer, belysning med mere.
Renoveringen skaber grundlaget for den i 2018 forudsatte omlægning af promenade og udenomsarealer ved Pakhuskajen.
REGION MIDTJYLLAND
AUNING
Skybrudssikring
Mulighederne for at skybrudssikre Auning har i 2016 været undersøgt i samarbejde med Aqua Djurs og rådgivende virksomhed Envidan.
Det er blevet undersøgt, hvordan et skybrud vil påvirke området, hvor kapacitetsproblemerne vil opstå med mere. Udfordringen er primært omkring Auning Hallen, hvor regnvandet vil komme op af kloakbrønde og løbe op på overfladen af veje og langs husmure. Der vil opstå problemer med bortledning af regnvand til eksisterende nedsivningsbassin på Sdr. Fælledvej.
Forvaltningen og Aqua Djurs er i forbindelse med arbejdet blevet opmærksom på, at det kan være fordelagtigt at kombinere flere projekter som klimatilpasning af området, en multiarena ved Auning Hallen, lukning af Sdr. Fælledvej og flytning af eksisterende nedsivningsbassin ved boldbanerne til en ny mulig placering syd for Energivej med frit udløb af vand, som kan kombineres med aktivitetsområde på de kommunale arealer syd for Sdr. Fælledvej.
Forvaltningen og Aqua Djurs har haft en positiv dialog med arbejdsgruppen for multiarenaen om en kombination af klimatilpasning og rekreative muligheder i forbindelse med hallens aktiviteter.
Miljø- og teknikudvalget i Norddjurs Kommune sagde forleden god for, at arbejdet med at skitsere løsninger til klimasikring af Auning sættes i gang.
SOSTRUP
Kildeplads
Vandcenter Djurs a.m.b.a har gennem sin rådgiver Niras indgivet ansøgning om at etablere fire prøveboringer på matr. 1aq, Benzon Hgd., Gjerrild til Norddjurs Kommune.
Samtidig har Vandcenter Djurs søgt om foreløbig indvindingstilladelse til prøvepumpning med henblik på at vurdere grundvandsmagasinets kvalitet og kvantitet.
Hvis prøvepumpningen viser, at boringerne yder tilstrækkeligt vand, og vandkvaliteten er tilfredsstillende, vil Vandcenter Djurs overveje, om der skal etableres en kildeplads på den pågældende lokalitet.
Det fremgår af referatet fra seneste møde i Miljø- og teknikudvalget i Norddjurs Kommune, hvor der blev orienteret om sagen.
HINNERUP
Nyt boligområde
Favrskov Byråd har godkendt Forslag til lokalplan 373 - Boligområde ved Humlehaven i Hinnerup og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg, som herefter fremlægges til offentlig høring i otte uger.
Formålet med lokalplanen er at skabe et attraktivt og velfungerende boligområde i Hinnerup med gode rekreative forbindelser til de øvrige boligkvarterer mod syd og vest og til det planlagte skovrejsningsområde nord, syd og øst for lokalplanområdet. Lokalplanen giver mulighed for at udstykke 30 parcelhusgrunde i størrelser mellem 950 og 1150 kvm.
SILKEBORG
Nedrivning
Silkeborg Byråd bevilgede forleden godt 14,6 mio. kroner til nedrivning af kommunale ejendomme 2017.
Ejendomsstaben søger om frigivelse af midler til nedrivning af nedslidte bygninger i 2017.
I alt forslår Ejendomsstaben, at der nedrives 14.581 kvm, og det drejer sig blandt andet om 306 kvm maskinhus på Balle Bygade, 710 kvm SFO-bygning på Dyrehaven 1, 2239 kvm på Korshøjvej 3, som har været benyttet af Job & Borgerservice og 6632 kvm loungebygning og omklædningsrum på Stadion Allé 14.
REGION HOVEDSTADEN
HUMLEBÆK
Rundkørsel
Fredensborg Byråd godkendte forleden en revideret tidsplan og budget for etablering af en rundkørsel i Humlebæk, som herefter kan udføres i 2018.
Rundkørslen skal anlægges i krydset Hørsholmvej-Fredensborgvej-Humlebækvej. Midterøen får en radius på 20 meter, og der etableres to spor ind og to spor ud i øst-vest retningen og to spor ind og et spor ud i nord-syd retningen.
Anlægsoverslag for rundkørslen er på 8,5 mio. kroner inklusive midler til projektledelse, bygherrerådgivning med mere, hvilket er en halv mio. kroner mere end det afsatte budget.
HØJE-TAASTRUP
Cykellegebane
Høje-Taastrup Byråd har frigivet en række bevilling på Fritid og Kulturcenterets område. Det drejer sig blandt andet om 200.000 kroner til en analyse vedrørende fremtidige faciliteter for bueskydning, 300.000 kroner til Taastrup FC’s udearealer og 2,32 mio. kroner til udvikling og etablering af cykellegebane i Gadehavekvarteret som led i byfornyelse i Gadehavekvarteret.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Haderslev, Auning, Sostrup, Hinnerup, Silkeborg, Humlebæk og Høje-Taastrup