23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Gjesing, Haderslev, Vojens Årøsund, Hadsten, Silkeborg, Biersted, Sindal, Løkken og Humlebæk

REGION SYDDANMARK



GJESING



Opførelse af plejeboliger og center Krebsestien

Teknik & Miljø har i tæt samarbejde med Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune udarbejdet et byggeprogram for opførelse af nyt Fremtidens Plejecenter ved Krebsestien i Gjesing, og det indstilles nu til godkendelse i Esbjerg Byråd sammen med en anmodning om frigivelse af en projekteringsbevilling på 13 mio. kroner. Byggeprogrammet skal danne grundlaget for at kunne udbyde projektet i en totalrådgivningskonkurrence i EU.



Esbjerg Kommune har et ønske om, at bydelsområdet sammen med Fremtidens Plejecenter udnyttes til ældrevenlig beboelse og til etablering af et lægehus. Konkurrenceprojekterne skal derfor, udover at indeholde et forslag til udformning af Fremtidens Plejecenter med tilhørende plejeboliger, også indeholde forslag til udformning af den øvrige bydel, herunder indretningen af udearealerne, så disse indrettes som en naturlig del af den samlede bebyggelse.



Lægehuset etableres som tæt/lav bebyggelse. Herudover er der et ønske om, at der etableres ældrevenlig beboelse med et etageareal mellem 8.000-10.000 kvm. Bebyggelsen skal have varieret karakter, dels for at tilgodese forskellige ønsker til byggeriet, og dels fordi byggeriet skal være med til at skabe attraktive udearealer i bydelen.



I første omgang har Teknik- og Byggeudvalget sagen på dagsordenen i morgen.



HADERSLEV



Modernisering af handicaptoiletter

Haderslev Byråd har besluttet at bruge 400.000 kroner på at forbedre toiletforhold for mennesker med handicap i kommunens bygninger. Aktuelt vedrører det Haderslev Rådhus og Sundhedscenter Vojens.



Det nuværende handicaptoilet ved forhallen på Haderslev Rådhus er utidssvarende, og mange af de kørestole, der anvendes i dag, kan ikke komme ind på toilettet. Ombygning af toiletterne i Haderslev Rådhushal ventes at komme til at koste 350.000 kroner, mens udskiftning af det eksisterende toilet i Sundhedscenter Vojens koster cirka 50.000 kroner.



VOJENS



Opførelse af dagligvarebutik

Haderslev Byråd har vedtaget Lokalplan 11-11, Centerområde ved Vestergade, Vojens endeligt. Bygherre ønsker at etablere en dagligvarebutik på op til 2500 kvm i et område i Vojens Centrum, hvilket lokalplanen giver mulighed for. Den giver også mulighed for etablering af andet byggeri til centerformål i op til tre etager. 



ÅRØSUND



Opførelse af boliger

Lokalplan 22-6, Boliger ved Færgevej, Årøsund blev vedtaget endeligt af Haderslev Byråd forleden.



Lokalplanen giver mulighed for etablering af mellem ni og 11 boliger i forskellig karakter og størrelse med udsyn til Lillebælt.



REGION MIDTJYLLAND



HADSTEN



Opførelse af etageboliger

Favrskov Byråd har godkendt Forslag til lokalplan nr. 374 - Etageboliger på Egevej i Hadsten, som herefter fremlægges til offentlig høring.



Formålet med lokalplanen er at åbne mulighed for en bygningsmæssig fortætning i Hadsten midtby og for en fornyelse med et moderne byggeri, der spiller sammen med den eksisterende arkitektur.



Lokalplanen tager afsæt i et ønske fra ejeren af størstedelen af lokalplanområdet om at opføre en etageboligbebyggelse, og den giver mulighed for at opføre en sammenhængende boligbebyggelse i tre etager langs Egevej og på hjørnet af Egevej og Bøgevej. Den nye bebyggelse vil indeholde 20 boliger i varierende størrelse. Den nye bebyggelse skal ud over boligerne indeholder parkering i stueetagen og et fælles friareal i form af et centralt grønt gårdrum.



SILKEBORG



Boliger og boldbaner

Silkeborg Byråd har godkendt forslag til lokalplan 10-027 boliger og boldbaner på Stadiongrunden i Sydbyen.



Lokalplanforslaget giver mulighed for etablering af 32 tæt-lave boliger, boldbaner med tilhørende klubfaciliteter samt fire parcelhusgrunde.



Det er en forudsætning for lokalplanens realisering, at eksisterende loungebygning og tribuneanlæg med tilhørende faciliteter nedrives.



Byrådet har også godkendt forslag til lokalplan 13-01, som giver mulighed for i alt 80 boliger, både åben-lav og tæt-lav bebyggelse.



REGION NORDJYLLAND



BIERSTED



Opførelse af præstebolig

Plan- og Miljøafdelingen i Hjørring Kommune har meddelt landzonetilladelse til opførelse af ny præstebolig og konfirmandbygning på Præstegårdsvej 63 i Biersted.



Der er tale om en bolig på cirka 209 kvm med en erhvervsdel på cirka 32 kvm. Konfirmandbygning inklusive kirkekontor er på cirka 362 kvm.



Når opførelsen af de nye bygninger er afsluttet, nedrives de eksisterende bygninger. 



SINDAL



Energirenovering

Sindal Hallerne ønsker at energirenovere svømmehal og idrætshal inklusive omklædning og minihaller samt modernisere svømmehallen.



Moderniseringen af svømmehallen består i udvidelse af varmtvandsbassin, sauna og wellness med henblik på seniorer og handicapsvømning samt etablering af rutsjebane.



Energirenoveringen består i udskiftning af eksisterende ventilationsanlæg med energioptimeret anlæg, der samtidig kan bruges til opvarmning.



Modernisering og energirenovering kræver ikke tilbygning, men kan ske inden for de eksisterende rammer.



Projektet er estimeret til en samlet pris på cirka seks mio. kroner, og heraf udgør energirenoveringen 3,360 mio. kroner. Sindal Hallerne har selv to mio. kroner samt tilsagn en mio. kroner fra ENV-fonden. Hallerne søger Hjørring Kommune om finansiering af energirenoveringen enten som anlægstilskud, kommunegaranteret lån, eller tilskudsberettiget lån.



Fritids-, Kultur- og Bosætningsudvalget i Hjørring Kommune drøftede henvendelsen forleden og ønsker, at der fremlægges scenarier på mulige finansieringsmodeller til politisk stillingtagen hurtigst muligt.



LØKKEN



Mobil koncertsal

Løkken Idrætscenter har fremsendt ansøgning om tilskud på 100.000 kroner til etablering af mobil koncertsal i Løkken Hallen til Hjørring Kommune.



Fritids-, Kultur- og Bosætningsudvalget anbefaler, at tilskuddet bevilges. Den mobile sal etableres med flytbare skillevægge, lys og lydudstyr samt 350 stole, og der skal i alt bruges 467.000 kroner på projektet.



REGION HOVEDSTADEN



HUMLEBÆK



Boligbebyggelse i to etager

Fredensborg Byråd har vedtaget Tillæg til Lokalplan H31 for et område ved Teglgårdsvej i Humlebæk samt et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.



Lokalplantillæg 1 er et supplement til Lokalplan H31 og erstatter enkelte bestemmelser i lokalplanen med henblik på at muliggøre boligbebyggelse i to etager samt sikre, at der kan opføres ny bebyggelse som erstatning for den nedbrændte gård på stedet.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.156