En afklaring mellem Metroselskabet, bygherre på Cityringen, og hovedentreprenøren Copenhagen Metro Team (CMT) er stadig ikke på plads.
Bygherren har derfor forlænget et midlertidigt lån på cirka en mia. kroner, som skulle være indfriet den 28. februar. Betalingsfristen er nu 31. marts.
Det oplyser Metroselskabet til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
De to hovedaktører på et af Danmarkshistoriens største anlægsprojekter har siddet ved forhandlingsbordet i mere end to måneder for at sikre samarbejdet i den resterende del af byggeperioden, der ifølge gældende tidsplan slutter medio 2019.
Metroselskabet forsøger at undgå yderligere forsinkelser på projektet, der blev udsat med syv måneder i 2014, og CMT kræver at få udbetalt en del af det efterkrav på små syv mia. kroner, som den italienske hovedentreprenør mener at have ret til.
Men udfaldet af forhandlingerne lader altså vente på sig. Metroselskabet vil ikke sætte en dato på, hvornår man forventer at have en aftale på plads.
Entreprenør i pengeproblemer
I den halvårlige statusrapport over statslige anlægsprojekter fra begyndelsen af januar blev det kendt, at apteringsarbejdet på flere af metrostationerne står helt stille.
Desuden afslørede hovedentreprenøren så store likviditetsproblemer, at det var en alvorlig trussel for projekts tidsplan. På den baggrund besluttede Metroselskabet at indgå en midlertidig aftale, en såkaldt likviditetsbro, med CMT om et lån på cirka 1 mia. kroner, der i første omgang udløb den 31. januar 2017, for at være sikker på, at anlægsarbejdet på metroen kunne fortsætte.
Denne likviditetsbro er blevet forlænget to gange, så fristen nu lyder på ultimo marts. Metroselskabet understreger, at bygherren har garanti for at få værdien af likviditetsbroen tilbagebetalt. Den er udstyret med en såkaldt anfordringsgaranti, som betyder, at et pengeinstitut stiller garanti om, at det vil dække udgifterne til lånet, såfremt CMT ikke vil være i stand til at tilbagebetale inden fristen.
CMT ønsker ikke at komme med en udtalelse, før der er en aftale på plads.
Forhandler fortsat for at undgå forsinkelser
Metroselskabet forlænger midlertidigt milliardlån til hovedentreprenøren CMT.