REGION HOVEDSTADEN 
 
RUDERSDAL 
 
Renovering af rådhus 
Rudersdal Kommunalbestyrelse vedtog i august 2016 en anlægsbevilling til første etape af renovering af rådhus på 24.433.000 kroner. Efterfølgende er der blevet udarbejdet en mere detaljeret plan for renoveringen, samt en forventet tidsplan for arbejdernes udførelse, og kommunen har desuden fået tilsagn om fondsstøtte på knap fire mio. kroner. 
 
Første etape omfatter hovedsagelig renovering af bygning A, og medtager således rådssal, udvalgsværelser, forhal, toiletter, kælder, mødelokale på tredje etage og arbejder i borgerservice. Desuden renoveres toiletter i underetagen og prøverum i bygning B. Etapen omfatter også den nødvendige sikring af af facadebeklædningen på bygning A og sydgavlen på bygning C. 
 
Det planlægges at etablere byggeplads i maj 2017, og det forventes, at hele første etape er endeligt afsluttet primo 2018. 
 
De samlede udgifter til etapen er på godt 25 mio. kroner. 
 
Rådhusrenoveringen er på Rudersdal Kommunalbestyrelses dagsorden i morgen. 
 
VALLENSBÆK 
 
Opførelse af boliger i Nordmarken 
Lokalplan nr. 91 indstilles til endelig vedtagelse i Vallensbæk Kommunalbestyrelse i morgen. 
 
Formålet med lokalplanen er at muliggøre fortætning af de stationsnære områder i overensstemmelse med Kommuneplan 2016. Fortætningen sker dels ved at muliggøre boligbebyggelse i halvandet plan, og dels ved at give mulighed for en bebyggelsesprocent på 30. 
 
HERLEV 
 
Opførelse af parcelhuse 
Teknik- og Miljøudvalget i Herlev Kommune har godkendt Forslag til Lokalplan 111 for boligbebyggelse på Gammel Klausdalsbrovej 543 samt Tillæg nr. 11 til Kommuneplan 2013-2025. 
 
Det er lokalplanens formål at give mulighed for opførelse af åben-lav boligbebyggelse i form af parcelhuse på Gammel Klausdalsbrovej 543. 
 
Inden lokalplanforslaget fremlægges i offentlig høring, skal også Herlev Kommunalbestyrelse give grønt lys. 
 
GLADSAXE 
 
Foyer- og tagprojekt på idrætscenter 
Gladsaxe Kommune har i investeringsoversigten 2015-2018 afsat 4,2 mio. kroner til afhjælpning af fugtskader i Gladsaxe Sportscenter - henholdsvis til tagrenovering over varmtvandsbassinerne og tagrenovering i foyeren. 
 
Tagrenovering over varmtvandsbassinerne er afsluttet, og der resterer 2.547.389 kroner til tagprojektet over foyeren. 
 
Børne- og Kulturforvaltningen og Ejendomscenteret anbefaler, at arbejderne udføres samtidig med et planlagt projekt for ombygning og revitalisering af foyeren, og at de to projekter samles i én bevilling. Det er tidligere besluttet, at projekterne udføres i forbindelse med den kommende renovering og lukning af Gladsaxe Svømmehal. 
 
Ombygningen af foyeren omfatter blandt andet nye indgangs- og facadepartier, nye gulve, nye lofter, ny belysning og renovering af elinstallationer, ny ventilation og nyt radiatoranlæg samt nedrivning af væg til caféområde. 
 
Afhjælpning af fugtskader i taget over foyeren omfatter udskiftning af eksisterende ovenlys, tagbelægning og isolering. 
 
 Ved sammenlægning af de to projekter vil der være en samlet anlægssum på 8.726.740 kroner. 
 
 Det samlede projekt foreslås udbudt i begrænset licitation i hovedentreprise. 
 
Gladsaxe Byråd har godkendt, at de to projekter samles, og at arbejderne udbydes i begrænset licitation i hovedentreprise. 
 
GLOSTRUP 
 
Opførelse af ny daginstitution 
Glostrup Kommune skal bygge ny daginstitution, og Glostrup Byråd har godkendt program, placering, udbudsform og økonomi. 
 
Der er bevilget godt 25 mio. kroner til institutionen, som skal opføres på Åboesvej 24 i Engesvang. 
 
Kommunen udbyder byggeprojektet i totalentreprise i omvendt licitation på baggrund af en prækvalifikation af totalentreprenører. 
 
REGION SJÆLLAND 
 
SORØ 
 
Vedligeholdelsesarbejder 
Sorø Kommune har afsat 270.000 kroner til bygningsvedligeholdelse på Slaglille Bjernede Skole i forbindelse med lokalforeningens overtagelse af en del af skolen. 
 
Pengene indstilles nu frigivet, hvilket Sorø Byråd tager stilling til i morgen. 
 
REGION SYDDANMARK 
 
SØBY 
 
Overdækning over dok 
Søby Værft ønsker at opføre en overdækning over dok II og har i den forbindelse søgt Ærø Kommunalbestyrelse om at få udarbejdet en lokalplan, der muliggør dette. 
 
 Den nuværende overdækning er cirka 46 meter lang, 32 meter bred og har en højde på cirka 11 meter. Den nye hal vil maksimalt række 30 meter over terrænet på havnearealerne. Hallen vil have en bredde på maksimalt 40 meter og en længde på cirka 130 meter. 
 
Det er administrationens vurdering, at byggeri af hallen vil være i overensstemmelse med kommuneplanrammen, men at der skal udarbejdes en lokalplan for området. 
 
Sagen er på økonomiudvalgets dagsorden på torsdag. 
 
OTTERUP 
 
Tæt-lav boligbebyggelse 
Nordfyns Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan 2016-7 Banepladsen 11 endeligt. 
 
Lokalplanen vil muliggøre etablering af tæt-lav bebyggelse med maksimalt 20 boligenheder på Banepladsen 11. 
 
HADERSLEV 
 
Erhvervslokaler og boliger 
Lokalplan 10-31 Centerområde Aastrupvej, Haderslev indstilles til endelig vedtagelse i Haderslev Byråd i dag. 
 
Lokalplanen er udarbejdet med baggrund i et konkret ønske fra investor om at kunne etablere et bynært attraktivt boligområde bestående af en kombination af erhverv og boliger. Formålet med lokalplanen er at tilvejebringe det fornødne plangrundlag for en udbygning af området med cirka 30 nye boliger og mulighed for nedrivning af eksisterende garage i den vestlige del af lokalplanområdet, samt dele af det østlige bygningskompleks, som ikke er bevaringsværdigt. Et gammelt fredet hovedhus kommer til at danne rammen om de kommende punkthuse, således at arkitektur og materialevalg er afstemt med det fredede hovedhus. 
 
REGION MIDTJYLLAND 
 
VIBORG 
 
Opførelse af boliger 
Quattro Arkitekter A/S har på vegne af Brøndum Boliger og Gammeltorv Ejendomme søgt om mulighed for opførelse af boliger, liberale erhverv med mere på ejendommene Falkevej 9-17 i Viborg. Der er ikke en gældende lokalplan for området, og forvaltningen har vurderet, at projektet er lokalplanpligtigt. Der skal derfor tages stilling til, om der skal igangsættes ny planlægning for området. 
 
Direktøren for Teknik & Miljø indstiller til Teknisk Udvalg, der har sagen på dagsordenen i morgen, at planlægningen sættes i gang. 
 
Bygherre ønsker at opføre en sammenhængende bebyggelse på Falkevej 11-17 med mulighed for boliger mod Falkevej og i øverste etage mod Indre Ringvej samt liberale erhverv og detailhandel.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Rudersdal, Vallensbæk, Herlev, Gladsaxe, Glostrup, Sorø, Søby, Otterup, Haderslev og Viborg