23948sdkhjf

For meget tid går med papirarbejde

Virksomhederne bruger alt for meget tid på administration, fordi Danmark har valgt at fortolke EU-reglerne langt skrappere end mange andre lande i EU, mener Arbejdsgiverne

Som mindre industrivirksomhed i Danmark ser jeg, hvordan en masse regler er blevet trukket ned over hovedet på os*. Skiftende politikere og regeringer har ellers lovet, at nu skulle vi gøre op med regeltyranniet. Alligevel er tingene, som de plejer. Vi skal derfor konstant følge med i maskindirektivet, bygningsdirektivet og per lovkrav lave en masse tegninger og aflevere til kunden, hver gang vi skal svejse to stykker jern sammen.

Det betyder, at 60 procent er papirarbejde, når man laver et projekt i dag. De sidste 40 procent er at svejse tingene sammen. Det er meget omkostningsfuldt i de små virksomheder. For det er svært at få penge for alt det papirarbejde. Kunden har ikke har noget imod at få 50 tegninger, men ser stort set kun på produktet, når der skal aftales en pris.

Skudt over målet
De høje krav til dokumentationen kan i nogle tilfælde være berettiget. Andre gange er det helt skudt over målet. Reglerne er gjort så brede, at de rammer stort set alt. Det betyder, at man i virksomhederne skal bruge rigtig mange kræfter på at holde sig opdateret på dem. Det går ud over produktiviteten og i sidste ende landets konkurrenceevne.

Derfor har vi i Arbejdsgiverne i mange år arbejdet på at råbe politikerne op om nødvendigheden af at få færre administrative byrder. Men vi må bare konstatere, at på trods af mange løfter har politikerne, hverken under den nuværende regering eller den tidligere, formået at skabe en mærkbar nedgang.

Duksen i klassen
Undskyldningen er ofte, at de fleste af reglerne kommer fra EU. Men det er faktisk ikke helt rigtigt. Det handler mere om, hvordan man fortolker EU-reglerne. Her har man i Danmark valgt at fortolke EU-reglerne langt skrappere end mange andre lande i EU. Vi har valgt at indtage rollen som duksen i klassen.

Det lyder måske meget tilforladeligt, men problemet er, at det giver en skævvridning i konkurrencen i forhold til landene omkring os. Vi bliver simpelthen for dyre - for alt det papirarbejde koster faktisk noget. Derudover gør det indenfor Danmarks grænser livet svært i en masse mindre danske virksomheder, hvor man ikke bare har en afdeling, der tager sig af det. Her er det ejeren selv, der skal sidde og arbejde med mange siders tegninger og andre papirer for bare at kunne sælge et gelænder. Det gavner ikke nogen. Det skal vi have gjort op med.

(* Kim Schmidt er indehaver af smedefirmaet Mekaleika Maskinkonstruktion i Lunderskov ved Kolding, red.)

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109