23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Frihandelsaftale med Canada kan øge eksporten

Handelsaftalen fjerner over 99 procent toldbarrierer mellem EU og Canada. Det gør danske virksomheder mere konkurrencedygtige, mener DI

Selv om en flok aktivister iklædt kirurg-masker forsøgte at blokere bygningen vedtog EU-Parlamentet i sidste uge frihandelsaftalen Comprehensive Economic and Trade Agreement (CETA) med Canada.



Forud for aftalen er gået syv års forhandlinger. EU-landene og Canada underskrev aftalen i oktober sidste år, men siden har der været tvivl om, hvorvidt den belgiske region Vallonien ville blokere for aftalen. Den diplomatiske indsats overfor Belgien har derfor været i højeste gear - for uden grønt lys fra Vallonien kan Belgien ikke godkende CETA og uden grønt lys fra Belgien kan EU ikke underskrive aftalen.



Men med stemmerne 408 for, 254 imod og 33, der undlod at stemme er aftalen nu en realitet. Det glædede EU-præsident Jean-Claude Juncker.



Eksporten vil stige

- Afstemningen i EU-Parlamentet er en vigtig milepæl i en demokratisk ratifikation af aftalen med Canada. Som resultat kan virksomheder og borgere i EU begynde at høste fordele fra aftalen så snart som muligt, siger han i en pressemeddelelse.



Ifølge DI er CETA den mest ambitiøse frihandelsaftale, EU nogensinde har færdigforhandlet. Aftalen ventes at øge handlen med varer og tjenester mellem EU og Canada med næsten 25 procent, og den vil løfte EU’s årlige BNP med omkring 90 mia. kroner. For Danmark alene ventes eksporten til Canada at stige med op mod 32 procent.



Peter Thagesen, underdirektør og afsætningspolitisk chef i DI håber, at hundredvis af danske virksomheder vil få gavn af aftalen.



- I dag klarer danske virksomheder sig ikke helt så godt på det canadiske marked, som de eksempelvis gør på det amerikanske marked. Det forventer vi bliver bedre med den her aftale, siger han.



Fjerner toldbarrierer

Handelsaftalen fjerner over 99 procent toldbarrierer mellem EU og Canada. Den ventes at spare europæiske eksportører omkring 500 millioner euro - 3,75 milliarder kroner - om året. Aftalen kaldes den mest moderne, EU har indgået og den spås, at blive et forbillede for fremtidige aftaler - blandt andet med Storbritannien, når det har forladt EU.



- Med aftalen bliver stort set alle toldbarrierer elimineret. Det betyder, at danske virksomheder bliver langt mere konkurrencedygtige på prisen og der vil være færre omkostninger forbundet med at sælge sine varer på det canadiske marked.



- Derudover bliver det nemmere at byde på offentlige projekter i Canada og dermed åbner der sig et stort marked. Fremadrettet vil man også arbejde for fælles standarder, der gør det nemmere at få godkendt et dansk produkt til det canadiske marked, siger Peter Thagesen.



Det er forventningen, at aftalen kan træde foreløbigt i kraft den 1. marts 2017. I Danmark forventes aftalen at blive godkendt ved en afstemning i Folketinget i løbet af marts.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.111