23948sdkhjf

Unicon på opkøb i Ribe

Danmarks største producent af færdigbeton fortsætter sin vækststrategi.

Unicon har med virkning fra den 1. februar 2017 købt færdigbetonaktiviteterne i Kummerfeldts K.B.K. Beton.

Produktionsanlægget i Ribe kommer til at indgå i Unicons landsdækkende netværk af færdigbetonfabrikker, og hensigten er at flytte aktiviteter fra andre Unicon-fabrikker til det nye Unicon-medlem i Ribe.

- Den største vækst i byggeriet foregår i de store byer som København, Aarhus, Odense og Aalborg. Men der er fortsat en stor efterspørgsel efter service og kvalitetsbeton uden for de store byer, og hos Unicon har vi et mål om at stå stærkt. Det skal købet af færdigbetonaktiviteterne hos KBK Beton være med til at understøtte. Vi overtager hele betonforretningen og vil fortsætte med at servicere kunderne i lokalområdet, siger regionsdirektør Jan Søndergaard Hansen fra Unicon.

Købet er et led i Unicons aktuelle vækststrategi, der indebærer investeringer for et større trecifret millionbeløb i Danmark over de kommende 3-5 år. Aktuelt er Unicon i gang med at opføre en ny fabrik i Odense, som forventes klar til indvielse i starten af 2018.

- Strategien tilsiger både ud- og nybygning af nuværende fabrikker i de større byer og styrkelse af vores position uden for de store byer. Unicon skal være endnu stærkere forankret både lokalt og nationalt, og derfor er vi også interesseret i dialog med andre lokale producenter, der ønsker at blive en del af Unicon, siger Jan Søndergaard Hansen.

En fordel for kunderne og byen
Hos KBK Beton ser direktør Brian Christian Løbner Kummerfeldt salget som en god mulighed for at sikre en stærk lokal produktion af færdigbeton i Ribe:

- Kravene til at være færdigbetonproducent bliver større og større, og det bliver stadig mere udfordrende at være lokal producent med kun et eller to produktionsanlæg. På den ene side skal man have tilstrækkelig med kapacitet til de store dage med stor efterspørgsel, op på den anden side skal man være meget omkostningseffektiv på de små dage. Her er det helt afgørende at være en del af et netværk af fabrikker, siger han.

Han glæder sig samtidig over, at KBK Beton i Unicon har fundet en ejer, der er klar til at investere lokalt:

- Vi har drevet virksomheden gennem tre generationer, og det er klart, at det har været vigtigt for os at finde en køber, der vil drive færdigbetonvirksomhed i Ribe til fordel for vores kunder og byen. At Unicon indikerer, at vil øge aktivitetsniveauet er et ekstra plus, siger Brian Christian Løbner Kummerfeldt.

Han fortsætter i en periode som konsulent for Unicon for at sikre en smidig overgang for ansatte og kunder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141