23948sdkhjf

Mangel på ledelse fordyrer byggeriet

Byggebranchen kæmper med at uddanne og fastholde de særlige projekteringsledere, viser ny rapport
Mangel på projekteringsledelse til at koordinere og sikre alle grænseflader i byggeprojekterne fører til stadig flere fejl og mangler i byggebranchen.

Området er nemlig ikke prioriteret godt nok, og det belaster samarbejdet mellem bygherrerne og deres rådgivere. Det viser en ny rapport fra Bygherreforeningen

Rapporten konkluderer, at branchens problemknusere i fremtiden skal løftes til at være en afgørende garant mod uønskede budgetoverskridelser. Og der er en generel udfordring i i byggeriet med at lede og sikre sammenhæng i de stadig mere komplekse og tværfaglige byggeprojekter.

Peger på hinanden

Der mangler således folk, som kan tænke på tværs af byggeprocessen og håndtere udfordringer, inden de bliver til dyre problemer.

Undersøgelsen viser, at alle lige fra bygherrer og entreprenører til ingeniører og arkitekter enstemmigt giver udtryk for, at projekteringsledelse er en udfordring for branchen. Men så hører enigheden også op.

- Bygherrerne og entreprenørerne mener, at kvaliteten på området er for dårlig og opfordrer rådgiverne til at styrke området fagligt. Rådgiverne mener på den anden side, at området ikke prioriteres nok af bygherrerne. Som sædvanligt peger vi alle på hinanden. Vi er dog enige så langt, at branchen kæmper med at uddanne og fastholde gode projekteringsledere, som jo typisk er meget tværfaglige og erfarne medarbejdere hos rådgiverne. Hele den problematik vil vi gerne hjælpe med at løsne op for med denne undersøgelse, siger direktør Henrik L. Bang fra Bygherreforeningen i en pressemeddelelse.

Prissætning er et problem

De særlige projekteringsledere koordinerer og styrer på tværs af faggrupper og sikrer, at der er styr på alle grænseflader mellem aktørerne i projekterne.

Mens funktionen egentlig burde styrkes, fordi teknologi, optimerede processer og flere fagligheder gør processerne mere komplicerede, så er realiteten, at den underprioriteres.

Enten prissættes den for billigt, fordi arkitekten og ingeniøren konkurrerer hårdt om at få den del af projektet, eller også er kvaliteten i arbejdet ikke høj nok.

Rådgiverne er enige i, at projekteringslederen har en nøglerolle i byggeriet. Eva Boch, der er områdechef for projektering og digitalisering hos rådgivervirksomheden Alectia, ser dog den lave prissætning som det primære problem.

- Vi oplever nogle gange, at bygherren ikke er klar over, hvor værdiskabende projekteringslederen er for gennemførelsen af projektet. Derfor bliver ydelsen enten ikke købt ind, eller også stiller bygherren ikke tilstrækkelige krav til projekteringslederens kompetencer. Samtidig konkurrerer rådgiverne om at få netop den opgave, og derfor ender det ofte med, at de byder hinanden ned på ydelsen. En løsning kunne være, at projekteringsledelse løftes ud som en selvstændig ydelse i byggeriet, hvor der så kan konkurreres på kompetence frem for pris. Så er bygherren sikker på, at området prioriteres, siger Eva Boch.

Mere komplekse byggerier

En af landets største offentlige bygherrer, Bygningsstyrelsen, hilser debatten om kvaliteten i rådgiverydelserne velkommen.

- Forhåbentligt kan denne rapport være et godt indspark i den igangværende debat om kvaliteten i projekteringen af store byggeprojekter. Byggerierne bliver mere og mere komplekse. Det skaber behov for, at både bygherrer, rådgivere og entreprenører tænker over, hvordan vi hver især kan arbejde for en bedre koordineret og mere effektiv projektering. Et fokus på gode samarbejdsprocesser bør være et centralt omdrejningspunkt for denne debat, siger vicedirektør i Bygningsstyrelsen Signe Primdal Lyndrup.

Det viser rapporten
Den nye rapport fra Bygherreforeningen ”Byggeriets veje til fremtidens rådgivningsydelser” peger på, at rådgiverne tidligere typisk afsatte seks procent af honoraret til projekteringledelse, mens meget tyder på, at de nu taber penge, hvis de har afsat 10 procent.

Projekteringsledelsen er dog samtidig af så væsentlig betydning for byggeprojektets fokus, at der sideløbende er kommet en tendens til, at rådgiverne konkurrerer om at få ydelsen for at kunne bestemme projektets faglige toning.

Rapporten er udarbejdet på baggrund af interview med 18 eksperter i branchen og workshop med 50 praktikere. Udgangspunktet er et stigende antal projekter, som går over tid og budget samt bygherrernes generelt faldende tilfredshed med rådgiverne. Rapporten er støttet af Bygningsstyrelsen og Realdania.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.312