23948sdkhjf

Hastværk fører til ulykker med lastbiler

Undersøgelse viser, at chaufførerne i langt højere grad bør se sig for og holde fokus på trafikken og dens forløb
Mange lastbilulykker kan forhindres, hvis lastbilchauffører tager sig tid til orienteringen og har fokus på kørslen.

Kørsel med lavtsiddende førerhuse og ruder kan således redde fodgængere og cyklister i byer, da der er bedre udsyn fra førerhuset.

Det viser en undersøgelse af 30 lastbilulykker, som Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har foretaget.

- Cirka halvdelen af de 30 lastbilulykker i undersøgelsen kunne være undgået, hvis lastbilchaufførerne havde taget sig tid til at se sig for og havde fastholdt fokus på trafikken og vejens forløb, siger formanden for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, Mette Fynbo, i en pressemeddelelse.

Fodgængere bliver overset

En tredjedel af undersøgelsens 30 ulykker skete i byer, hvor fodgængere og cyklister blev overset og kom alvorligt til skade eller blev dræbt enten i forbindelse med højresving, venstresving eller igangsætning.

Det skete typisk i komplekse situationer for eksempel i trafikerede kryds, hvor der var trafikanter fra flere forskellige retninger. Disse ulykker skete blandt andet på grund af chaufførernes forhastede orientering. Nogle chauffører skyndte sig gennem krydset for at nå at passere de andre trafikanter.

I andre situationer holdt chaufføren i vejen og skulle hurtigt flytte lastbilen. Samtidig har lastbilernes udformning også indflydelse på, hvor komplekst det er at orientere sig.

- Undersøgelsen har vist, at cirka halvdelen af de ni ulykker med cyklister og fodgængere kunne være undgået, hvis lastbilerne havde haft lavtsiddende førerhus og ruder, så chaufføren kunne se direkte ud på fodgængere og cyklister. De lastbiltyper findes allerede på markedet og bør anvendes til kørsel i byer, siger Mette Fynbo.

Lastbilulykker
Ulykker med lastbiler udgør cirka fem procent af alle ulykker med personskader i perioden 2011-15.
Lastbilernes andel af dødsulykkerne i samme periode er på cirka 15 procent
Kilde: Vejdirektoratets ulykkesstatistik


Det offentlige skal gå foran

- Selvom der er gjort meget for at uddanne chaufførerne, og selvom der har været fokus på den optimale indstilling af spejle, så er det meget lettere at kigge direkte ud ad ruderne i stedet for at se i adskillige spejle, fortsætter Mette Fynbo som er blandt oplægsholderne på et seminar om ulykker og effekter - herunder med lastbiler - på årets Vejforum.

For at forebygge lastbilulykker i byer anbefaler Havarikommissionen blandt andet, at virksomheder, det offentlige og bygherrer skal stille krav om trafiksikker transport, eksempelvis i udbudsmateriale, når de skal have transporteret gods, affald, byggematerialer eller løst andre former for transportopgaver.

De kan for eksempel stille krav om, at transportopgaver i byer udføres med lastbiltyper med godt udsyn eller på bestemte ruter og tidspunkter.

Det kan også være krav om, at transportvirksomheden har retningslinjer for sikker adfærd.

Lige strækninger

Lastbilchaufførernes mangelfulde orientering var også medvirkende i 10 af de 21 ulykker, der skete uden for byerne. De skete dels under ukompliceret kørsel på lige strækninger, hvor uopmærksomhed eller træthed/søvn betød, at en chauffør overså en langsomt kørende forude eller kørte af vejen. Dels når lastbilen svingede ind på en sidevej eller ud fra en p-plads i forbindelse med en vending.

For at forebygge disse ulykker anbefaler Havarikommissionen, at flere køretøjer har nyere sikkerhedssystemer som vognbaneskiftalarm, træthedsdetektor og avanceret nødbremsesystem med fodgængerdetektor. Desuden anbefales fortsat kommunikation om opmærksomhed og træthed under kørslen - også målrettet lastbilchauffører. Virksomhederne bør understøtte indsatsen via retningslinjer eller en politik for sikker adfærd.

brahe

Havarikommissionens anbefalinger
Chaufførerne skal tage sig tid til orienteringen og have fokus på kørslen
Undersøgelse af chaufførernes orienteringsproces
Kommunikationsindsatser om orienteringsstrategi og opmærksomhed
Obligatorisk orienteringsstop ved højresving i byzone – som forsøg

Krav om trafiksikkerhed fra indkøbere af transportopgaver og bygherrer
Krav til trafiksikkerhed ved udførsel af transport f.eks. ved brug af lastbiler med lavtsiddende førerhus og ruder
Det offentlige skal gå foran

Øget kontrol af lastbiler, lastbilkørsel og virksomheder
Lastbilers tekniske stand, spejlindstilling m.v.
Hastighed, køre- og hviletid, spirituspåvirkning og afmærkning
Transportvirksomhedernes vognpark og overholdelse af regler relateret til sikkerhed
Automatiseret alkotest af chauffører, når de forlader toldområder

Kilde: Havarikommissionen for Vejtrafikulykker


Se mere om messen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.298