23948sdkhjf

Dragerne skal tilbage til Rådhuspladsen

I alt omkring 80 træer, cykelsti og det historisk Dragespringvand bliver dominerende elementer på Rådhuspladsen i København, når hegnet er væk og metroen færdig om to år
Det mere end 100 år gamle Dragespringvandet skal spille en central rolle på den nye Rådhusplads i København, når den i 2019 bliver befriet for det grønne metrohegn, der har skjult halvdelen af pladsen siden 2010.

Det besluttede Københavns Teknik- og Miljøudvalg forleden.

Også en splinterny metrostation, et hav af træer og bedre forhold for cyklister og fodgængere indgår i planen.

Forleden lagde et enigt Teknik- og Miljøudvalg i København sidste hånd på det samlede værk. Udvalget har besluttet, at Dragespringvandet skal flyttes ind på midten af pladsen og genoprettes i sin oprindelige stil.

Springvandet skal med andre ord genforenes med et 14 meter bredt yderbassin, der blev påsat springvandet i 1908, men som siden da har været et smut forbi Brønshøj Torv som spejlbassin og senere har været opmagasineret.

Fortid og fremtid

At springvandet bliver genskabt i sin oprindelige form midt på Rådhuspladsen, glæder teknik - og miljøborgmester Morten Kabell (Enhl.):

- Rådhuspladsens forvandling symboliserer på mange måder den retning, København bevæger sig i. Bynaturen spiller en afgørende rolle og de bløde trafikanters trivsel er i fokus. Når vi bevæger os fremad, skal vi dog også huske at se tilbage, så vi ikke udvisker historien. Genopførelsen af Dragespringvandet midt på pladsen er netop med til at give Rådhuspladsen det historiske særkende, der binder fortid og fremtid sammen siger Morten Kabell.

Rådhuspladsens forvandling bliver måske allertydeligst i den modsatte ende af Københavns Rådhus, hvor metroens nye forplads kommer til at ligge.

En lund med træer

Forpladsen bliver nemlig ikke kun indrettet med cykelstativer, metronedgange, ovenlysvinduer og elevatortårne. Den daværende trafikerede busholdeplads, overfor Politikens hus, bliver rykket ud på H. C. Andersens Boulevard og erstattet med en dobbeltrettet cykelsti indrammet i en frodig lund af træer.

Og netop træer er et gennemgående tema på den nye Rådhusplads.

- Ikke nok med, at der alene på metroforpladsen skal plantes cirka 60 træer i en frodig blanding af Spidsløn, Japansk Røn, Rød Kastanje, Robinie og Vandgran, så har udvalget besluttet, at der skal plantes yderligere 10-16 træer på og omkring Rådhuspladsen, siger Morten Kabell, som er begejstret for det massive grønne indspark.

Dialog med middelalderbyen

Han fremhæver også det, han i en pressemeddelelse kalder "et andet højdepunkt i udviklingen af Rådhuspladsen", nemlig igangsætningen af en trafikanalyse, der skal se på muligheden for at få Rådhuspladsen til at fremstå i en bedre sammenhæng med Vester Voldgade, Nørre Kvarter og de tilstødende områder.

- Rådhuspladsen har længe været afskåret fra de øvrige områder af Middelalderbyen af trafikerede gader. Et enigt udvalg har nu besluttet at se på muligheden for at skabe et mere sammenhængende område, når arbejdet med at anlægge Cityringen er færdig, siger Morten Kabell.

En plads til drager
Oprindeligt stod Dragespringvandet ud for den dengang store Rådhushave langs Vestre Boulevard. Da Vestre Boulevard i 1954 blev udvidet og omdøbt til H. C. Andersens Boulevard, blev springvandet flyttet til den nuværende placering i periferien af Rådhuspladsen.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at udgiften til at flytte og genopsætte Dragespringvandet, genetablere det med dets ydre kumme og etablere et tilhørende underjordisk teknikum er 12 mio. kroner.

Kunstnerne bag springvandet er Joakim Skovgaard og Thorvald Bindesbøll, der skabte Dragespringvandet til den folkelige Rådhusplads.
(Kilde: Københavns Kommune)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125