23948sdkhjf

Det ser sort ud for vejene

Det er beklageligt, at de langsigtede infrastrukturplaner strander, skriver sekretariatschef i Dansk Vejforening
I løbet af den sidste korte tid er vi i medierne blevet præsenteret for op til flere nyheder, der kan betyde dårligt nyt for vores veje.

Ikke nok med at udvidelsen af E45 mellem Aarhus og Skanderborg, som der ellers er afsat penge til i regeringens forslag til finanslov for 2017, risikerer at falde til jorden, så er forhandlingerne om 2025 Helhedsplanen også udskudt.

Om vi får vores udvidelse af E45, som Danmark ellers har så hårdt brug for, ser ud til nu at afhænge af, om man vælger at prioritere hele Togfonden.

Dansk Vejforening har sagt det før, og vi siger det gerne igen: Det er fuldstændig afgørende, at der er en sammenhæng mellem transportformerne, og vi bør skabe den balance baseret på behov, og særligt dér hvor investeringerne giver størst effekt. En udvidelse af E45 vil skabe vækst og er et behov, som vi ikke kan se bort fra, heller ikke forligspartierne. Trafikken på vejene, og især motorvejene, er stadigt stigende, og dette må og bør imødekommes.

Uanset hvilken årsag der ligger til baggrund for beslutningen om at udskyde forhandlingerne om 2025-Helhedsplanen, er det stadig beklageligt, at de mere langsigtede infrastrukturplaner strander.

Vigtige projekter

2025-Helhedsplanen foreslog en ny midtjysk motorvej, en motorvej til Kalundborg, en havnetunnel i København og en udbygning af motorvejen over Fyn.

Selvom vi i Dansk Vejforening gerne så, at man i regeringen havde skruet lidt op for ambitionerne og havde udarbejdet en mere langsigtet planlægning af infrastrukturen, gerne helt frem mod 2040, er der her tale om vigtige og afgørende infrastrukturprojekter, der vil gavne væksten og få positiv indflydelse på den stigende trængsel på vejene.

I Dansk Vejforening afholdt vi sidste uge vores årlige vejpolitiske debat på Christiansborg, hvor transportordførerne dannede panelet.

Her var der, til Dansk Vejforenings store tilfredshed, generel enighed om en masterplan for den danske infrastruktur, og man må sige, at en udskydelse af forhandlingerne om en 2025 Helhedsplan desværre peger i en noget anden retning.

Det er derfor Dansk Vejforenings opfordring til alle Folketingets partier, at de skal skrue op for ambitionerne og få udarbejdet en infrastrukturplan frem mod 2040 samt imødekomme behovet for en udvidelse af E45.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11