23948sdkhjf

Bolighandel og fradrag fremmer renovering

Flere danskere vælger at renovere boligen i stedet for at bygge nyt
Inden for de sidste 10 år er der sket et markant fald i byggeriet af parcelhuse, og antallet af påbegyndte huse er mere end halveret.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik og Dansk Byggeri er der de seneste 10 år sket et markant fald i nybyggeriet af parcelhuse. Tal fra Danmarks Statistik viser, at danskerne påbegyndte byggeriet af knap 10.900 parcelhuse i 2006, hvor antallet i 2015 faldt til 3.792.

"Selvom man skal være opmærksom på, at nogle af indberetningerne fra kommunerne er forsinkede, og tallet fra 2015 vil blive højere, end statistikken viser, så er der ingen tvivl om den faldende aktivitet. Der bygges færre og færre parcelhuse, og i stedet fylder renoveringsprojekter i dag langt mere i det danske boligbyggeri", forklarer økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Maria Schougaard Berntsen i en pressemeddelelse.

Hun vurderer, at byggeriet af cirka 4.000 parcelhuse er blevet påbegyndt i 2015 og skønner samme tal for 2016 og 2017.

Nybyggeri fylder ikke

Det faldende nybyggeri af parcelhuse og stigende fokus på at opdatere ældre boliger til moderne standarder mærkes også længere ude i fødekæden.

Hos byggevirksomheden KPK Døre og Vinduer i Nykøbing Mors, der leverer elementer til såvel nybyggeri som renovering af eksisterende huse, mærker man tydeligt, at danske boligejere er blevet mere orienterede mod vedligehold og renovering frem for at bygge nyt:

"En større del af vores ordrer går til renoveringsprojekter end tidligere. Det giver et ret godt billede af, at nybyggeriet ikke fylder så meget mere, som det gjorde engang", siger direktør Jørn Sørensen fra KPK Døre & Vinduer i pressemeddelelsen.

Fradrag driver lysten

Den stigende lyst til at give de eksisterende huse et løft skyldes flere faktorer, hvoriblandt KPK Døre & Vinduer fremhæver håndværkerfradraget som en af dem

"Genindførelsen af BoligJobordningen bibeholdt et økonomisk incitament til især at energirenovere, og her vælger mange boligejere at starte med vinduer og døre. Deres motivation bliver bestemt ikke mindre af den fortsatte mulighed for fradrag for håndværkstimerne", siger Jørn Sørensen.

Dansk Byggeri er enige og nævner desuden, at de mange bolighandler også kan være en stor del af forklaringen:

"I øjeblikket er der stor aktivitet i handlen med privatboliger, og mange vælger at renovere i forbindelse med salg eller indflytningen i nyt hus", siger Maria Schougaard Berntsen.

Opadgående kurve

Selvom nybyggeriet af parcelhuse er på sit laveste, vurderer Maria Schougaard Berntsen dog, at det i fremtiden vil gå andre veje.

- Til trods for, at vi i fremtiden bliver flere og flere ældre, der gerne vil bo i mindre huse, så forventer vi dog, at kurven igen vil blive opadgående. Det skyldes især, at gamle parcelhuse bliver slidt ned, og at der, set i lyset af den lave aktivitet siden finanskrisen, vil opstå et nyt behov for parcelhuse på markedet", siger Maria Schougaard Berntsen.

brahe
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093