23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra Skandi-Bo Indoor A/S, V2C, Ringkøbing-Skjern Kommune og Deas
Skandi-Bo Indoor A/S

Skandi-Bo Indoor A/S, der udvikler glasvægge, styrker ledelsen og tilknytter et nyt bestyrelsesmedlem uden for ejerkredsen.

Der er tale om en særdeles erfaren person i skikkelse af Carl Trock, som efter en årrække som direktør i forskellige fremtrædende selskaber i dag fuldt ud beskæftiger sig med professionelt bestyrelsesarbejde.

Carl Trock er 62 år og kan med sine store teoretiske (MBA) og praktiske ledelseskompetencer fra blandt andet virksomheder som Rockwool, Ruko, Lauritz Knudsen og Mefa, samt bestyrelsesopgaver som formand for DI Byggematerialer, Palsgaard Træ, Lilleheden og det børsnoterede Flügger grundigt supplere Skandi-Bo Indoors ejere og bestyrelse i selskabets fortsatte udvikling.

V2C

Arkitekt MAA og client construction rådgiver i rådgiverfirmaet V2C Søren Peter Nielsen fylder 60 år i dag torsdag den 13. oktober.

Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Søren Peter Nielsen skulle ende i byggebranchen. Således startede han efter studentereksamen på medicinstudiet, men efter et par års medicinske studier kom en arkitekt på tværs med et foredrag om mennesker, miljø og byggeri.

Derefter var banen kridtet op: Seks år senere dimitterede Søren Peter Nielsen i 1985 som arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og blev ansat som arkitekt hos Erik Berg Arkitekter, hvor han - blandt andet med afsæt i "Superfos nulenergi elementer" - gennem de sidste studieår havde arbejdet med udvikling af bæredygtige enfamiliehuse og plejecentre.

Og arbejdet med udvikling af bæredygtige boligkoncepter bed sig fast i den unge arkitekt, der fortsatte karrieren som projekt- og byggeleder med bæredygtigt fokus hos Arkitekt Niels Henning Johansen i Roskilde, hvor Søren Peter Nielsen i de følgende år blandt andet havde det økonomiske ansvar for byggeriet af Viemosens tæt lave bebyggelse med 300 almene lejligheder og en ny afdeling til Jern & Metal.

Søren Peter Nielsen ambitiøse tilgang til i bredt orienterede samarbejder at inddrage brugerne i arbejdet med at skabe bæredygtige byggerier vakte opmærksomhed langt ud over virksomhedens grænser, og i 1990 blev han hentet til Boligselskabet AB1899 som byggechef.

Her fik Søren Peter Nielsen ansvar for udvikling og implementering af nye koncepter for energioptimering og anvendelse af bæredygtige materialer i boligselskabets byggerier, og i 2007 blev han som led i fusionen mellem Boligselskabet AB1899 og Roskilde Boligselskab til Boligselskabet Sjælland udnævnt til byggechef i det nye boligselskab.

Samtidig blev Søren Peter Nielsen optaget som medlem af bestyrelsen for det bæredygtige Longlife-projekt på Berlins tekniske Universitet.

Det foreløbig sidste skud på karrieren satte Søren Peter Nielsen, da han i 2015 blev headhuntet til jobbet som client construction rådgiver i V2C.

Søren Peter Nielsen er whisky-connoisseur, nyder kulinariske delikatesser, går på kunstmuseer og udstillinger og drager ud i verden til Formel 1 løb. Han han ligeledes en ganske særlig forkærlighed for klassiske engelske biler.

Ringkøbing-Skjern Kommune

Jens Peter Hegelund Jensen bliver ny kommunaldirektør i Ringkøbing-Skjern Kommune. Et enigt byråd står bag valget af den 45-årige nuværende direktør i Alboa, Aarhus’ næststørste boligselskab.

Jens Peter Hegelund Jensen, har siden januar 2016 stået i spidsen for Alboa og var inden da i mere end 10 år del af direktionen i Silkeborg Kommune. Han er uddannet cand.scient.adm. fra Aalborg universitet i 1995.

Den kommende kommunaldirektør har tidligere arbejdet med direktørområderne Handicap og Psykiatri, Sundhed og Omsorg, Teknik og Miljø samt Job og Borgerservice i Silkeborg Kommune. Inden da var han direktør i tidligere Rosenholm Kommune og kontorchef i Gentofte Kommune.

Jens Peter Hegelund Jensen tiltræder den 1. december 2016.

Deas

Thomas Foxby-Jacobsen er ansat som ny afdelingschef i ejendomsforvaltningsselskabet Deas.

Han kommer fra en stilling som afdelingschef i Københavns Lufthavne, hvor han blandt andet har arbejdet med projektudvikling.

Thomas Foxby-Jacobsen får i sin nye stilling ansvaret for aktiviteterne inden for bygherrerådgivning og skal rådgive kunder i at optimere ejendommens værdi - både ved opførelse af bolig- og erhvervsejendomme og udvikling af eksisterende ejendomme.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125