Cowi skal rådgive om ny motorvej i Filippinerne
Den danske rådgivervirksomhed Cowi A/S skal være bygherreingeniør på en ny otte km lang offentlig-privat motorvej
Det er planen, når den danske rådgivervirksomhed Cowi, der har 90 kontorer i 25 lande, går sammen med DCCD Engineering Corporation of the Philippines. Sammen er de bygherreingeniør og teknisk rådgiver på en ny otte kilometer lang motorvejsforbindelse, der skal forbinde byerne Cebu City og Cordova. Formålet er at sætte skub i den samfundsøkonomiske vækst og hjælpe med at afvikle den voldsomme trafik i regionen.
Et tiltrængt løft
Den nye forbindelse ved navn Cebu-Cordova Link Expressway giver en tiltrængt ekstra vejstrækning til Mactan-Cebu International Airport og skal efter planen fremme den økonomiske vækst og produktiviteten i Visayan-regionen.
Projektet er et offentlig-privat samarbejde, hvor Cowis kunde, Metro Pacific Tollways Development Corp. finansierer, designer, bygger samt driver og vedligeholder den nye vejstrækning.
“Den nye forbindelse vil være en effektiv genvej fra Cebu, den næststørste by i Filippinerne, til den internationale lufthavn, da den vil reducere rejsetiden i bil med cirka 40 minutter," siger Mogens A. Hviid, regionsdirektør for South East Asia hos Cowi.
“Visionen er, at projektet skal fremme handlen, skabe flere jobmuligheder og bidrage til at reducere økonomiske tab som følge af bilkøer. Vi ser frem til at arbejde tæt sammen med Metro Pacific om at opnå et resultat af høj kvalitet", siger han.
Og her tænker Mogens Hviid på både rettidig levering, valuta for pengene, bæredygtighed og æstetik.
Tekniske udfordringer
Placeringen af den nye Cebu-Cordova-forbindelse indebærer en række tekniske udfordringer som høj risiko for tyfoner.
"Her vil vi trække på vores erfaringer fra tidligere projekter i områder med jordskælv og tyfoner, for eksempel den faste forbindelse Busan-Geoje i Sydkorea, Stonecutters Bridge i Hong Kong og Izmit Bay-forbindelsen i Tyrkiet, der omfatter verdens fjerde længste hængebro", siger Tina Vejrum, Vice President for Bridges International hos Cowi.
Den nye forbindelse har to vejbaner i hver retning og består af den primære bro med navigationsspænd samt tilkørselsviadukter, hævet vej, vejbane- og betalingsanlæg.
Broens spænd tillader i skibstrafik, og forbindelsen ventes at kunne betjene mindst 40.000 køretøjer dagligt.
Bygherren planlægger at påbegynde byggeriet i løbet af 2017, og projektet forventes afsluttet senest i 2020.