Socialdemokrater langer ud efter 2025-plan
Under førstebehandlingen af finansloven for 2017 mødte regeringen hård kritik af 2025-planen, der beskyldes for at svigte virksomhederne
Ifølge midterpartiet mangler planen både vækst- og jobskabelse. Der er heller ikke taget højde for virksomhedernes fremtidige behov for kvalificeret arbejdskraft, slog partiets finansordfører Benny Engelbrecht fast.
"En langtidsplan for dansk økonomi giver kun mening, hvis den løser Danmarks reelle udfordringer: Vi skal fremtidssikre det danske velfærdssamfund og skabe nye arbejdspladser. Så kort kan det siges", sagde han under forhandlingerne i Folketingssalen.
Mangler arbejdskraft
Ifølge Benny Engelbrecht er virksomhedernes rammevilkår under pres, produktiviteten er gået i stå, og der mangler de rette kompetencer på arbejdsmarkedet. For mange danskere har svært ved at finde fast arbejde, samtidig med at virksomhederne ikke kan skaffe ansatte med de rette kvalifikationer.
"Det er udfordringer, vi må og skal håndtere. Regeringens plan handler dog om noget helt andet. Helhedsplanen handler om at gennemføre dyre personskattelettelser. At lette skatten for dem, der tjener mest", lød det fra ham.
Dygtigere og rigere
Socialdemokraterne vil derfor møde op til forhandlinger om både finanslov og 2025-plan med tre grundlæggende prioriteter: Danmark i 2025 skal være dygtigere, Danmark skal være rigere, og Danmark skal være mere retfærdigt.
"Konkret handler det om at sikre et dygtigere Danmark, hvor vi har en højere produktivitet. Derfor vil Socialdemokratiet gennemføre en vækstreform, hvor vi giver virksomhederne bedre rammevilkår, så de kan klare sig i den globale konkurrence. Ved at investere i vores virksomheder, styrke iværksætteri, sikre adgang til ansvarlig kapital og skabe bedre muligheder for moderniseringer og teknologisk udvikling skaber vi vækst og arbejdspladser", sagde han.
Intet udspil fra S
Socialdemokraterne har haft tradition for at møde op til forhandlingerne med et selvstændigt finanslovsforslag.
Men det har partiet valgt ikke at gøre i år, og det mødte hård kritik under forhandlingerne.
"Forestiller ordføreren sig, at nogen skal tage Danmarks største parti seriøst, hvis end ikke man vil fremlægge et eneste tal som oplæg til en finanslovsdebat", lød det fra Venstres politiske ordfører Jacob Ellemann-Jensen.