Elementløsningerne har vinden i ryggen, når der skal bygges nye broer i Danmark. Det vurderer projektchef John Søndergaard, der er frontmanden for de præfabrikerede broelementer hos en af de helt tunge betonelementvirksomheder i Danmark, Spæncom.
"Der har været en periode på 20-30 år, hvor man helst ikke har set elementbroer i Danmark. De projekterende har været for kreative, og vi har ikke været gode nok til at lave standardløsninger. Det er noget specielt for Danmark, hvor vi har nogle af verdens dygtigste arkitekter. Det er de blandt andet, fordi de har fået større spillerum i Danmark, end i andre lande. Men det er gået ud over de praktiske og som regel også mere sikre muligheder med element-løsninger", siger John Søndergaard.