23948sdkhjf

Handicappede på erhvervsskoler går glip af tilskud

Det er kun handicappede på de videregående uddannelser, der kan få handicaptillæg til SU, og sådan skal det blive ved med at være, mener minister
Handicappede elever på landets erhvervsskoler kan se langt efter at få samme handicaptillæg til SU som handicappede på de videregående uddannelser.

Det slår uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) fast i et skriftligt svar til Dansk Folkepartis uddannelses- og forskningsordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl.

Han har spurgt ministeren, om hun ville være indstillet på at ændre reglerne for tildeling af handicaptillæg til SU, så der fremover kan gives handicaptillæg til elever på erhvervsuddannelserne efter samme kriterier, som gælder for studerende på de videregående uddannelser, da erhvervsuddannelser lige som de videregående uddannelser er erhvervskompetencegivende.

Oprindelige intentioner

Men det har Ulla Tørnæs ingen planer om, fremgår det af svaret.

”Uddannelsessøgende med funktionsnedsættelser i ungdomsuddannelser, herunder erhvervsuddannelser, har fortsat mulighed for at få støtte under kontanthjælpssystemet eller revalideringsbestemmelserne. Jeg har ingen aktuelle planer om at udvide ordningen for tildeling af handicaptillæg til SU til også at omfatte ungdomsuddannelser”, står der.

Det fremgår desuden af ministersvaret, at baggrunden for, at handicaptillægget blev begrænset til de videregående uddannelser, var blandt andet, at ungdomsuddannelser, herunder erhvervsuddannelser, udbydes langt flere steder end de videregående uddannelser, hvilket mindsker behovet for at flytte hjemmefra og etablere egen, dyrere husholdning.

En udvidelse af ordningen vil derfor ikke harmonere med ordningens oprindelige intentioner, skriver Ulla Tørnæs.

DF er ikke tilfreds

Det svar er Jens Henrik Thulesen Dahl ikke tilfreds med.

”Man er nødt til at få så mange unge som muligt til at tage en erhvervsuddannelse. Derfor bør det også være en mulighed, at få handicaptillæg til sin SU. Jeg vil derfor tage sagen op med ministeren efter sommerferien, hvor jeg vil spørge nærmere ind til, hvorfor hun ikke vil ændre reglerne”, siger han.
Kommenter artiklen
Annonce
Annonce
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

    Nyhedsbreve

    Send til en kollega

    0.12