23948sdkhjf

NCC afleverer del af Danmarks største totalentreprise

Digitale redskaber har medvirket til, at NCC har afleveret Campus Carlsberg før tid og til budgetteret pris
Efter tre års byggeri kan NCC aflevere en stor del af Danmarks største totalentreprise før tid og til pengene, oplyser entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.

Det i alt 100.000 kvm store byggeri i Carlsberg Byen i København med et budget på 1,3 mia. kroner inkluderer et 56.000 kvm stort campus for Professionshøjskolen UCC, som nu står nu færdigt.

Dermed kan flere end 10.000 studerende se frem til at få deres daglige gang på skolens område efter sommerferien og bringe liv til den nye bydel.

”Vi er utrolig stolte over, at vi nu kan aflevere et af Københavns mest markante byggerier i nyere tid. Carlsberg Byen bliver en mangfoldig bydel med blandede byggerier og mange funktioner”, siger Erling Thygesen, der er projektdirektør for Byggeafsnit 8 i Carlsberg Byen.

Arealerne til UCC er afleveret cirka to uger før tid, ligesom 32 boliger, erhvervslokaler og detailbutikker er afleveret tre en halv måned før tid.

Digitale redskaber spiller ind

En del af forklaringen på den tidlige aflevering er, at der har været anvendt digitale redskaber.

Den digitale indsats fra mere end 100 ingeniører, 50 arkitekter og 29 ugentlige digitale fagmodeller har NCC koordineret, så den digitale model med i alt 325.008 digitale byggeklodser er blevet valid og en værdifuld platform at bygge ud fra, lyder det.

”Den digitale indsats har bidraget til, at vi har fået et værdifuldt overblik og en solid forståelse for projektets kompleksitet. Vi har styret uden om fejl og optimeret projektet ved først at gennemarbejde det virtuelt. Det har i sidste ende gjort, at vi har afleveret før tid og til bygherrens budget”, siger Erling Thygesen.

Når NCC har haft mulighed for at udnytte den digitale platform, skyldes det et godt samarbejde med rådgivningsvirksomheden Rambøll, der har stået for den digitale ledelse af projektet (IKT). I fællesskab har man sørget for, at den digitale indsats har været kvalificeret og struktureret, så rådgiverteamet og NCC har kunnet understøtte projekteringen og produktionen af byggeriet.

Med afleveringen af UCC’s uddannelsescampus og de omkringliggende områder er næste skridt for NCC at aflevere det 100 meter høje Bohrs Tårn med 88 lejligheder, der skal stå færdigt i sommeren 2017.

Byggeriet her er også en del af byggeafsnit 8.

Byggeafsnit 8
Campus Carlsberg er en del af et i alt 100.000 kvm stort byggeri, der ud over Professionshøjskolen UCC indeholder 32 toværelseslejligheder, erhvervslejemål, butikker, parkeringskælder, byrum og en bro fra Vigerslev Allé over til den ny anlagte Bohrs Gade, som er en af tre hovedindfaldsveje til bykvarteret.
Det samlede byggeri udgør i alt 15 procent af det færdige bykvarter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.136